Politiet anholder 18 mænd for svindel til 440 millioner

I en stor aktion har politiet tirsdag beslaglagt 13,5 millioner, otte luksusbiler og mange kostbare smykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en omfattende aktion er 39 adresser rundt om i landet tirsdag blevet ransaget og 18 mænd er anholdt for moms- og skattesvindel for næsten en halv milliard kroner.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Aktionen kommer efter længere tids efterforskning af et kriminelt netværk med internationale forbindelser. Netværket mistænkes for omfattende it og økonomisk kriminalitet.

Ransagninger på Lolland

Tirsdag aften er politiet stadig i fuld gang med ransagninger i Hovedstadsområdet, på Lolland, i Østjylland og i Tyskland.

Den omfattende aktion er sket i et samarbejde mellem politiets særlige enheder mod organiseret kriminalitet Særlig Efterforskning Øst og Særlig Efterforskning Vest, Bagmandspolitiet, Rigspolitiet, Københavns Politi og politikredsene på Sjælland.

18 mænd i alderen 24-60 år er anholdt - fem af dem er udenlandske statsborgere.

Omfattende moms- og skattesvig

Flere af personerne i det kriminelle netværk har pakistansk baggrund, og politiet mistænker dem for at have begået systematisk og omfattende moms- og skattesvig gennem flere år.

Ifølge politiet har de gennem en række forskellige og skiftende virksomhedskonstruktioner svindlet ved ikke at betale moms, A-skat og AM-bidrag.

I alt mener politiet, at de har fået et udbytte på mindst 440 millioner kroner.

11 millioner kroner beslaglagt

Ved ransagningerne har politiet tirsdag aften beslaglagt indeståender på diverse konti til en værdi af omkring 11 millioner kroner.

Desuden har man beslaglagt 1,5 million kroner i kontanter, otte luksusbiler og et stort antal kostbare smykker.

De anholdte vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklageren vil kræve lukkede døre.

Mændene er i forskelligt omfang sigtet for moms- og skattesvig af særlig grov karakter eller hæleri for beløb mellem 62 millioner til 498 millioner danske kroner.


Nyhedsoverblik