Politiet advarer om lommetyve på Vig Festival

Der er både risiko for trafikale problemer og tyveri, når Vig Festival begynder. Derfor kommer politiet med fem gode råd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På torsdag begynder årets Vig Festival, der tidligere i dag kunne melde alt udsolgt.

Der er derfor lagt op til en fest, når blandt andet Rasmus Seebach, Aura og Saveus går på scenen foran cirka 20.000 festivalgæster.

Men det er ikke alle, som tager på festival for at nyde musikken og hygge sig i godt selskab. Midt- og Vestsjællands Politi oplever nemlig, at der er folk, der kun tager på festival for at stjæle.

Lommetyverier og tyverier fra folks telte er et af de største problemer på festivalerne. Derfor har politiet stor fokus på dem under festivalen.

Artiklen fortsætter under de fem råd fra politiet.

Politiets fem festivaltips

  • Undgå at efterlade penge og værdigenstande i teltet. Tyvene er især ude efter tablets, mobiltelefoner og kameraer. Lad det dyre udstyr blive hjemme, hav det på dig, eller lås det inde.
     
  • Pas på hinandens ting, og hold øje med naboens telt. Hvis du ser noget mistænkeligt, nogen der ikke hører til, eller nogen der lusker rundt, så underret festivalvagterne eller politiet på 114.
     
  • Lad være med at stille drinks, hvor andre kan putte noget i dem. Hold dig fra euforiserende stoffer, og drik alkohol med fornuft. Hvis du selv eller en ven eller veninde alligevel har fået for meget at drikke, så sørg for, at du, han eller hun ikke er alene.
     
  • Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie inden, du tager på festival om, at du ringer eller sender en SMS hjem med jævne mellemrum, så de ved, at du har det godt.
     
  • Skulle der ske noget alvorligt, der involverer mange mennesker, så lad være med at ringe, da telefonnettet kan gå ned. Send i stedet en SMS eller skriv på Facebook eller Twitter: ”Jeg er ok”, så dine pårørende ikke bliver bekymrede.

Hvis du bliver udsat for tyveri eller anden form for mindre kriminalitet, bør du anmelde det via www. politi.dk/midtvestsjaelland .

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi.

Kan give trafikale problemer

Når Vig Festival afholdes fra den 12. til 14. juli kan det blandt andet give nogle trafikale problemer, og politiet vil via Twitter derfor løbende oplyse om eventuelle trafikale problemer i området.

- Vi opfordrer til, at man giver sig god tid, hvis man skal igennem Vig under festivalen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi. 

Politihjemmeværnet vil desuden være på plads til at dirigere trafikken, og færdselspolitiet vil holde øje med eventuelle spirituspåvirkede bilister.

Der bliver hvert år anholdt spirituspåvirkede bilister dels ved festivalen, men i høj grad også i sommerhusområderne i Odsherred. Vi skal på det kraftigste advare imod at køre i bil, hvis man har drukket.


Nyhedsoverblik