Politichef fyret efter sigtelse i Atea-sag

Endnu en chef i Rigspolitiet er blevet afskediget efter at være sigtet for bestikkelse i Atea-sagen, der trækker tråde til Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tidligere chef i Rigspolitiet stoppede ikke som tidligere angivet af personlige årsager. Der derimod var tale om en regulær fyring ovenpå den såkaldte Atea-sag.

Det skriver Børsen.

Chefen stoppede hos Rigspolitiet for godt et halvt år siden, hvor årsagen fra politiets side dengang lød på 'personlige årsager'.

Men via aktindsigter hos Rigspolitiet og Retten i Næstved kan Børsen afsløre, at den reelle årsag til arbejdsophøret er, at chefen har misligholdt sit ansættelsesforhold i 'væsentlig grad'.

Fik betalt ugelang tur til Dubai 

Det betyder, at der nu er fyret to chefer hos Rigspolitiet i kølvandet på Atea-sagen, da en anden chef mistede sit job hos Rigspolitiet i juni 2015. Det var kun få dage efter, at han var blevet varetægtsfængslet i sagen.

Årsagen til den seneste fyring skyldes ifølge Børsens oplysninger blandt andet en ugelang tur til Dubai med flybilletter, hotelophold, restaurant-besøg og anden forplejning for omkring 40.000 kroner betalt af it-firmaet Atea.

I sigtelsen står der ifølge dagbladet, at rejsen med deltagelse af en chef fra Region Sjælland var af "privat eller helt overvejende privat karakter".

Chef fra Region Sjælland er blevet bortvist

Hverken Rigspolitiet, Bagmandspolitiet eller it-leverandøren Atea har ønsket at udtale sig i sagen.

Inklusiv de to fyrede chefer fra Rigspolitiet har mindst 46 personer været sigtet i sagen. Syv af dem kommer fra Rigspolitiet.

Ud over fyringerne i Rigspolitiet er en chef fra Region Sjælland desuden blevet bortvist i forløbet.

Sagen begyndte at rulle, da det kom frem, at it-firmaet Atea igennem flere år har anvendt en særlig konto, som firmaet har anvendt til at tilbageføre midler til Region Sjælland.

 

Atea-sagen

I maj 2015 anmeldte Region Sjælland mulig bestikkelse til politiet. Anmeldelsen førte til anholdelser og ransagninger måneden efter. I alt 13 personer er sigtet.

Politiet mistænkte tidligere ansatte i it-virksomheden Atea for at have bestukket ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.

De tidligere Atea-ansatte skulle ifølge politiets sigtelse have givet en million kroner til de offentligt ansatte.

De ansatte i Region Sjællands it-afdeling skulle have modtaget dyre udlandsrejser og hotelophold som betaling for at have givet ordrer til Atea.

Bestikkelsen skulle være foregået fra 2007 til 2011.

En undersøgelse fra revisionsfirmaet PwC har siden vist, at ansatte i regionens it-afdeling hvert år i december har tømt afdelingens budget. Det er sket ved at forudbetale varer fra Atea for flere millioner kroner.

Varerne er ikke blevet registreret eller bogført.

Bestikkelsessagen kostede i foråret Region Sjællands øverste chef, administrerende direktør Jens Andersen, jobbet.

Efterforskningen af den omfattende sag er stadig i gang.

Tirsdagens aktioner var rettet mod 27 andre personer, som er mistænkt for at have modtaget bestikkelse.

De er typisk - eller har været - ansat i it-afdelinger hos offentlige myndigheder eller selskaber. Det drejer sig blandt andet om personer med tilknytning til Udenrigsministeriet, Rigspolitiet og Forsvarets Efterretningstjeneste.

 


Nyhedsoverblik