Dømt politibetjent skal for retten igen

Byrådspolitiker og tidligere betjent Linda Sommer fra Lolland brød loven ved at vise en indsat i Maribo Arrest sit barns fødsel via en iPad. Nu skal hun for retten igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen er klar.

Den konservative byrådspolitiker og tidligere politibetjent, Linda Sommer, fra Lolland brød loven ved blandt andet at vise en fængslet rocker i Maribo Arrest hans barns fødsel på en direkte forbindelse.

Det fastslog Retten i Nykøbing Falster tilbage i juni, hvor hun blev idømt 20 dages betinget fængsel.

Linda Sommer nægtede sig skyldig og ankede derefter dommen til Østre Landsret. Og i dag falder der endelig dom i sagen.

Den indsatte fik lov at overvære den sidste del af fødslen via en iPad, som blandt andet Ekstra Bladet tidligere hare beskrevet. 

Episoden faldt siden Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for brystet, og der blev indledt en efterforskning af sagen. Ledelsen i politikredsen vurderede ifølge BT, at Linda Sommer trådte i tjeneste uden at have lov til det og videregav fortrolige oplysninger.

Mener ikke, hun gjorde noget forkert

Den 50-årige politibetjent og byrådspolitiker har arbejdet i politiet i 27 år. I juni udtalte Linda Sommer, at hun på ingen måde havde gjort noget forkert. Hun berettede desuden om overværelsen af fødslen på politistationen umiddelbart efter besøget i arresten.

- For mig var det en helt naturlig ting at vise menneskelighed over for faderen i arresten, der ikke kunne være med til sit barns fødsel. Jeg havde oplyst arresten om, at man kunne ringe til mig, hvis fødslen gik i gang - jeg bor kun tre minutter fra arresten, sagde Linda Sommer til BT.

- Og da fødslen var i gang, filmede en af moderens veninder efter aftale den sidste del af fødslen, som faderen så kunne se via min mobiltelefon, tilføjede hun til avisen.

Fem måneder efter episoden blev Linda Sommer suspenderet fra sit arbejde som betjent.

Der ventes at falde dom omkring klokken 11.00 senere i dag.


Nyhedsoverblik