En mandlig ansat under folkekirken i Kalundborg Provsti sidder lige nu varetægtsfængslet. Han er sigtet for flere tilfælde af kønslig omgang med en 12-årig dreng.
Den 26. juli skal manden fremstilles for en dommer, og her vil anklagemyndigheden forsøge at få varetægtsfængslingen forlænget, så politiet kan få ekstra tid til at efterforske sagen.
Det skriver Sjællandske.
Anklaget for seksuelle lege
Efterforskningen er mørklagt, derfor vil politiet ikke gå i detaljer med sagen. Men ifølge sigtelsen er manden blandt andet anklaget for at have onaneret på drengen og for at have leget forskellige seksuelle lege med den 12-årige.
Samtidig skulle manden også have tilbudt at betale for seksuelle ydelser og opfordret den 12-årige dreng til at sende nøgenbilleder.
Kollegaer er rystede
Anholdelsen og sigtelsen har rystet kollegaerne i Kalundborg Provsti.
-Det er forfærdeligt, hvis det er sandt, at sådan noget kan forekomme. Jeg var rystet over at høre det, og det kom meget, meget bag på mig, har Jørn Noe, provst i Kalundborg Provsti, tidligere udtalt til TV ØST.
Alle ansatte under folkekirken, der har med børn og unge at gøre, skal fremvise en ren børneattest. Og i det konkrete tilfælde har der ifølge provst Jørn Noe intet været, som kunne indikere sigtelsens indhold.