Det vi har sammen

Politi søger vidner til dramatisk biljagt

Politiet leder efter vidner, der har set en biljagt tværs over Vestsjælland sent onsdag eftermiddag. Arkivfoto.

Politiet søger vidner til en dramatisk biljagt på Holbækmotorvejen og Skovvejen i retning mod Kalundborg onsdag eftermiddag.

Det var rent held, at ingen kom til skade i forbindelse med en voldsom biljagt på over 50 kilometer gennem Vestsjælland onsdag eftermiddag.

- Der var tale om en meget voldsom biljagt, hvor gerningsmændene kørte mod kørselsretningen, påkørte biler og kastede ting efter forfølgerne. Det var heldigt, at der ikke skete mere, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Politiet leder efter vidner til biljagten, der onsdag eftermiddag startede på Holbækmotorvejen mellem Roskilde Vest og Gevninge, og fortsatte i retning mod Kalundborg.

Fortalt kort

En sort Renault var onsdag eftermiddag involveret i en yderst dramatisk biljagt hen over Vestsjælland. Politiet søger vidner til den dramatiske biljagt. De kan melde sig på telefon 1-1-4. 

Tre personer er anholdt efter biljagten. De er sigtet for ulovlig kørsel, uansvarlig kørsel og for besiddelse af narkotika.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Biljagten startede, da politiets nummerpladescanner omkring klokken 17.30 spottede en bil, der var efterlyst i forbindelse med et indbrud i Slagelse.

Der var tale om en sort Renault personbil, der var udstyret med stjålne nummerplader.

Føreren af bilen ønskede ikke at standse, da politiet gav tegn - og bilen ræsede i høj hastighed mod Kalundborg.

Flere farlige situationer

Undervejs kastede personer i bilen værktøj og andre ting efter politiet i et forsøg på at ryste dem af.

I en del af biljagten kørte bilen mod kørselsretningen på Skovvejen. Det førte til flere farlige situationer, hvor andre biler måtte trække helt ud i rabatten for at undgå at blive ramt. Flere biler kunne dog ikke undgå den hidsige Renault, og en politibil fik også knust forruden, da den blev ramt af ting kastet fra bilen. En politimand måtte efterfølgende til behandling for glassplinter i øjnene.

Biljagten endte i en rundkørsel på Skovvejen ved Bregninge kl. 1750, hvor det lykkedes politiet at påkøre den stjålne bil. To politibiler blev beskadiget som følge af jagten.

Tre anholdte

De tre personer i bilen blev anholdt.

  • To brødre på henholdsvis 21 og 23 år, hvor i hvert fald den ene er bosat i Holbæk.
  • En 19-årig mand fra Kalundborg.

Forsøgte at holde afstand

Politiet forklarer i en pressemeddelelse, at de forsøgte at holde stor afstand til den stjålne bil for ikke at ”ophidse” føreren til at bringe sig selv og andre i farlige situationer.

På trods af denne strategi var der flere gange stor risiko for andre trafikanter.

Vidner søges

Politiet vil meget gerne tale med alle, der har set den voldsomme kørsel, og som selv enten er påkørt af den sorte Renault, eller som måtte trække af vejen for at undgå påkørsel på strækningen fra Roskilde Vest på Holbækmotorvejen og til Bregninge på Skovvejen ved Kalundborg.

Har du set bilen eller været i farlige situationer, så kontakt politiet via telefonen på telefon 1-1-4.

De tre anholdte kan se frem til et retsligt efterspil. De er sigtet for en stribe overtrædelser af færdselsloven og straffeloven, bl.a. straffelovens § 252, som følge af de mange situationer, hvor andre blev udsat for fare. I bilen blev endvidere også fundet et kvantum narkotika.

Politiets jurister vil vurdere, om de tre skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App