Når årets juleøl traditionen tro lanceres på J-dag fredag, bliver der indtaget masser af alkohol.
Men for mange juleøl blandet med bilkørsel er en dårlig cocktail. Derfor har politiet igen i år en målrettet indsats mod spirituskørsel i dagene omkring J-dag.
Politiet vil derfor tjekke bilister for alkohol-, narko- og medicinpåvirkning fra torsdag til søndag.
Samme antal sigtelser
Sidste år blev 37 bilister taget med for meget alkohol i blodet i forbindelse med kontrollen omkring J-dag. Desuden blev seks taget for at køre narko- eller medicinpåvirket.
Antallet af sigtelser for spritkørsel ved J-dag har nogenlunde været det samme de seneste år, oplyser politiet.
Kan føre til dødsulykker
Alkohol fylder i statistikken for dødsulykker. Således er bilister med alkohol i blodet involveret i hver femte ulykke i trafikken, hvor personer bliver dræbt.
Politiet opfordrer til, at man allerede inden festen begynder, aftaler, hvem der kører hjem.
Når julefrokosttiden begynder i december vil politiet have en lignende indsats.
/ritzau/