Et større fyrværkerilager med batterier og krysantemumbomber ved Holbæk er hele to gange i pinsen blevet udsat for indbrud.
Midt- og Vestsjællands Politi ser med alvor på situationen.
- Det er rigtig farligt, og der er rigtig mange krysantemumbomber, der er væk. Det er mere end 3500, så det er virkelig noget, der er meget meget risikabelt, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er så specielt et tyveri og så stort et tyveri, så noget tyder på, at det er nogen, der har haft en god idé om, hvad der lå inde i den bunker
Det er en tidligere militær bunker ude i en skov, der er blevet udsat for indbrud. Politiet har endnu ikke nogen mistanke om, hvem der står bag.
- Vi har ikke nogen præcis mistanke om, hvem der har begået tyveriet, men man kan sige, at det er så specielt et tyveri og så stort et tyveri, så noget tyder på, at det er nogen, der har haft en god idé om, hvad der lå inde i den bunker, ellers så havde man næppe brudt den op, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Kan være terrortelateret
Midt- og Vestsjællands Politi kan endnu ikke udelukke, at tyveriet kan være terrorrelateret.
- Det kan vi selvfølgelig ikke sige noget om. Vi har ikke belæg for at sige det, men det er klart, at alle muligheder står åbne, og det vil selvfølgelig også være nogle af de muligheder, som vi vil prøve at undersøge så godt, vi nu kan, siger Carsten Andersen til TV ØST.
Ved det første indbrud fredag er der blevet stjålet cirka fire paller med fyrværkeri-batterier og krysantemumbomber. Dette indbrud blev i første omgang ikke meldt til politiet. Tyvene mente dog, at der var mere at hente på adressen og kom i løbet af pinsen tilbage til adressen, hvor de stjal endnu mere fyrværkeri.
Midt- og Vestsjællands Politi arbejder på sagen.
- I første omgang gør vi det, at vi taler med den forurettede i sagen, som måske har nogle gode ideer om, hvem det kunne være. Og så prøver vi via vores egne interne kanaler at finde ud af, om der er noget der tyder på, at nogen har noget kendskab til det her et eller andet sted, oplyser Carsten Andersen.
Alt i alt er der blevet stjålet knap 3.700 krysantemumbomber fordelt i 51 kasser og 30 større fyrværkeri-batterier.