Politi maner til besindighed efter beskyldninger om seksuelt overgreb i Nakskov

Rikke Louise Andersen blev landskendt, da hun delte et billede af en blotter på sin Facebookside. I juni blev hun dømt skyldig og skulle betale en bøde på 5.000 kroner. Arkivfoto.

Politiet beder folk om ikke at dømme andre, før fakta er på plads. Det sker efter en anmeldelse om et overgreb mod et barn i Nakskov.

Nogle gange kan et opslag på Facebook tage overhånd i kommentarfeltet og udvikle sig en offentlig gabestok, hvor uskyldige risikerer at blive dømt.

Søndag aften sendte Rikke Louise Andersen en livevideo fra sin private Facebookprofil, hvor hun fortæller, hvordan en 11-årige pige – ifølge pigens egen mor – var blevet udsat for et seksuelt overgreb i Fakta i Nakskov.

Offentligheden har krav på at få at vide, hvad der er op og ned i sagen, inden rygter løber løbsk og personer udstilles til offentlig skue

Lene Frank, politidirektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Rikke Louise Andersen blev landskendt, da hun delte et billede af en blotter på sin Facebookside. I juni blev hun dømt skyldig og skulle betale en bøde på 5.000 kroner. Hun stiller desuden op for Nye Borgerlige ved kommunalvalget den 21. november i Vordingborg Kommune.

Rygterne løber løbsk

Rikke Louise Andersen beskriver videre i videoen, at pigens mor efterfølgende tog kontakt til personalet i butikken og anmeldte sagen til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Videoen fra Rikke Louise Andersen er sidenhen blevet delt mere end 400 gange og sendt af flere 20.000 mennesker. 

Men det er selve kommentarfeltet, hvor der er efterladt omkring 130 kommentarer, der er sagens kerne. Her dømmer flere brugere nemlig manden, som ifølge pigens mor skulle have udført det seksuelle overgreb. I videoen bliver det desuden antydet, at politiet ikke gør noget ved sagen, efter man har modtaget anmeldelse.

Læs også Rikke Louise Andersen bliver dømt skyldig: Skal betale 5.000 kroner i bøde

Derfor opfordrer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu om at mane til besindighed og ikke dømme andre, før fakta er på plads i sagen.

- I den forbindelse mener vi, at offentligheden har krav på at få at vide, hvad der er op og ned i sagen, inden rygter løber løbsk og personer udstilles til offentlig skue, siger politidirektør Lene Frank i en pressemeddelelse.

Politiet blev kontaktet dagen efter episoden af en medarbejder i supermarkedet og moren til en pige. Hos politiet optog man anmeldelsen, og oplyste moren om, at den lokale efterforskningsafdeling i Nakskov ville tage sig af sagen i dag, mandag.

Som borger i Danmark kan vi være glade for, at vi bor i en retsstat, hvor det er politiets rolle at efterforske sagerne og domstolenes opgave at dømme

Lene Frank, politidirektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det er ifølge politiet helt normal procedure i sager, hvor der ikke umiddelbart er noget akut, som politiet skal tage sig af. Dels blev episoden først anmeldt dagen efter, at den havde fundet sted, og dels var der ikke på anmeldelsestidspunktet en situation, hvor pigen var i fare for, at det ville foregå igen.

Det betyder ikke, at politiet ikke har taget henvendelsen alvorligt eller ikke vil efterforske sagen.

Henvendte sig selv til politiet

Manden, som det hele drejer sig om, har ifølge politiet selv henvendt sig til politiet mandag, efter at han noget rystet har læst om episoden på Facebook. Hans forklaring er en noget anden, end den moren til pigen har afgivet.

Politiet har her til formiddag blandt andet haft en efterforsker til at se på overvågningsvideoen fra butikken. Det er politiets umiddelbare opfattelse, at man ikke ud fra videoen nøjagtigt kan fastslå, hvad der er sket. 

Læs også Rikke Louise Andersen er i chok efter ny tiltale

Derfor er politiet nu i gang med at afhøre parterne og eventuelle vidner og indhente andet materiale, der kan være relevant. Først når alle fakta er kommet frem og gennemgået, bliver det muligt for politiet at belyse sagen fyldestgørende.

- Når man følger en sådan sag på Facebook, bliver man bekymret over, at så mange mennesker meget hurtigt danner sig en meget fast mening om, hvad der er foregået alene ud fra den ene parts beskrivelse af hændelsen. En sag har imidlertid som regel mere end en side, og det kan tage lidt tid at få dem alle belyst. Som borger i Danmark kan vi være glade for, at vi bor i en retsstat, hvor det er politiets rolle at efterforske sagerne og domstolenes opgave at dømme, siger Lene Frank.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App