Det vi har sammen

Politiet kalder det vanvid: Kørte 200 kilometer i timen på motorvejen

Foto: TV ØST

Ni personer skal til ny køreprøve efter politiets fartkontrol fangede dem, mens en af dem kørte 200 km/t. Politiet kalder det vanvidskørsel.

200 kilometer i timen.

Så hurtigt kørte en af de bilister, der passerede Vestmotorvejen mellem Slagelse og Storebæltsbroen lørdag.

- Det er det, vi i daglig tale kalder vanvidsbilister. Det er jo ikke fordi man lige kommer til at køre 200 km/t. Det er en bevidst handling, man foretager sig, siger Erik Mather, leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Vi har set situationer, hvor man har kørt med sådan en fart her, og der er bilerne et stort puslespil, og det samme er de personer, der har siddet i bilerne

Erik Mather, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi 

På Vestmotorvejen, hvor vanvidsbilisten kørte, var politiets automatiske trafikkontrol placeret, så derfor kan bilisten nu se frem til både en bøde på 7-8000 kroner, samtidig med, at han skal op til en ny køreprøve. Også ni andre bilister, der kørte for stærkt på Vestmotorvejen i weekenden, kan se frem til at skulle tage en ny køreprøve.

- Det betyder for de fleste, at man nok lige skal rette henvendelse til en kørelærer, fordi det er sådan set både teoriprøve, men det er også den praktiske køreprøve, man skal op til. Og jeg ved ikke, hvor mange danske bilister, der lige er klædt på til at træde ind i et teorilokale og være helt sikker på, at det klarer jeg bare med et pennestrøg, siger Erik Mather.

Og det kan blive en langvarig affære. 

- Hvis ikke man består teoriprøven, så bliver kørekortet taget fra en, og så får man det ikke igen, før man har bestået begge dele, og det kan jo godt trække ud i et par måneder, alt afhængig af hvor god man er til at bestå prøverne, lyder det.

Ved uheld er det rene puslespil

Vanvidsbilisme er langt fra overraskende for Erik Mather.

- Det er ikke så tit, men vi ser det desværre alt for ofte. Jeg ser nok et par stykker om måneden. Man skal ikke være ret tonedøv for at finde ud af, at hvis man kører med 200 km/t og uheldet er ude, ja så er konsekvensen langt mere omfattende, end hvis man bare havde kørt de 130 km/t, siger han.

- Vi har set situationer, hvor man har kørt med sådan en fart her, og der er bilerne et stort puslespil, og det samme er de personer, der har siddet i bilerne, lyder det.

Netop for at komme vanvidsbilisme til livs, er strækninger på Vestmotorvejen og Sydmotorvejen med på den liste over steder, hvor Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil være tilstede i år med automatisk trafikkontrol.

- Det er selvfølgelig det der er formålet ved at være tilstede på motorvejene, det er for at standse de her, som vi i daglig tale kalder vanvidsbilister. Dem der har denne her manglende forståelse og respekt for andre mennesker, siger Erik Mather.

Fotovogn har en effekt

Ifølge ham er der dokumentation for, at høj hastighed er en af de største syndere, når det gælder trafikuheld. Og politiets tilstedeværelse har en effekt, forklarer han:

- Vi kan se, at sidste år havde vi seks strækninger, hvor vi kan dokumentere, at vores tilstedeværelse af fotovognen havde en tydelig effekt, siger han.

Blandt andet har man, ifølge Erik Mather, sidste år nedbragt hastigheden på strækningen mellem Næstved og Rønnede i den tid, hvor fotovognen var tilstede.

Det er, ifølge Erik Mather, blandt andet effekten af, at man jævnligt ser fotovognen i området, der gør, at hastigheden bliver nedsat på strækningerne, som man også håber får en effekt på antallet af uheld.

- Hvis vi får hastigheden nedbragt, så håber og tror jeg også på, at vi får andelen af færdselsuheld ned, siger Erik Mather.

Læs også Politikreds offentliggør kort: Her kommer fotovognene til at stå i 2018

Tip os Har du et godt tip?