13 kilo kokain og 300.000 kroner i forskellig valuta.
Det er, hvad Københavns Politis særlige efterforskningsfælleskab fandt ved flere ransagninger på Sydvestsjælland og på Københavns Vestegn natten til torsdag.
Ved ransagningerne har politiet også anholdt fem mænd i alderen 19 til 44 år.
De vil senere fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Anklageren vil begære om lukkede døre.
Kokainen vurderes at have en værdi på gadeplan på omkring 6,5 millioner kroner.
Københavns Politi har i længere tid efterforsket en gruppe, som politiet vurderer, er en del af et internationalt kriminelt netværk.
Det vurderes, at netværket leverer store mængder narko til forskellige grupper og personer i Danmark.
- Efterforskningen i den konkrete sag og ikke mindst det store beslag på 13 kilo kokain dokumenterer, at der indsmugles store mængder narkotika gennem internationale netværk til Danmark, og at der her i Danmark er "aftagernetværk", der kan videredistribuere disse stoffer, siger politiinspektør Flemming Madsen.