Politi efterlyser vidner: Vanvidsbilister i dramatisk jagt på taxa i nat

Politiet beder vidner til en dramatisk biljagt i Sorø-området natten til fredag om at melde sig. Her forsøgte to vanvidsbilister at få en taxa til at køre galt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder vidner melde sig efter en dramatisk biljagt i Sorøområdet natten til fredag.

Jagten startede klokken 00.05, da to biler i meget høj hastighed lavede en hasarderet overhaling af en taxa i Sorø – og taxachaufføren demonstrerede sin utilfredshed med den vilde kørsel ved at kippe med det lange lys af bilerne.

Det blev bilisterne åbenbart så provokerede af, at de resolut vendte bilerne og forfulgte taxaen. Blandt andet forsøgte bilisterne fysisk at presse taxaen – der var en storvogn – af vejen ved at ramme den. Der blev også kastet en flaske mod taxaens forrude, der blev knust.

Ræsede igennem byen

- Biljagten foregik både i Sorø by og i landevejene omkring byen. Jagten stoppede på Slagelsevej i retning mod Slagelse, hvor vi endelig fik standset de to biler og bragt situationen under kontrol, siger politiets vagtchef Søren Østervig til TV ØST.

Han beskriver hændelsen som meget dramatisk.

- Det var meget farligt for taxachaufføren – og undervejs måtte flere modkørende biler undvige kraftigt for ikke at blive ramt af de to biler, siger han.

Der opstod flere mindre uheld undervejs – blandt andet når de to biler forsøgte at skubbe taxaen af vejen. Heldigvis er ingen kommet fysisk til skade ved hændelsen, selvom taxachaufføren ifølge politiet er rystet.

Efterlyser øjenvidner

Politiet beder nu andre bilister eller øjenvidner i sagen.

- Vi vil meget gerne tale med vidner, der har set biljagten på den store taxa – og som måske selv har skullet undvige bilerne. Dem vil vi rigtig gerne have til at kontakte Lokalpolitiet i Slagelse for at fortælle, hvad de har set, siger han til TV ØST.

En 18-årig mand er anholdt efter hændelsen, føreren af en orange Chevrolet Matiz. Han er blevet sigtet for både spirituskørsel og for at bringe andres liv og førlighed i fare. Han er dog senere på natten blevet løsladt igen.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik