Politi: Brand i daginstitution muligvis påsat

Onsdag aften var der brand i en daginstitution i Slagelse. Politiet arbejder ud fra en teori om, at branden er påsat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandfolk har onsdag aften været i gang med at slukke en brand i en daginstitution i Slagelse.

Meldingen om branden kom klokken 17.49.

Det var institutionen Birkelunden på Baldersvej 18, der var gået i brand. Institutionen var lukket, og ingen personer er kommet noget til i forbindelse med branden.

Politiet oplyser, at de arbejder ud fra en teori om, at branden er påsat.

- Det er det sted, hvor det brændte, som giver os en indikation af, at den kan være påsat. Det er ikke et sted, hvor der ligger materialer, der kan selvantænde, eller et sted, hvor der er varme apparater, der kan udvikle ild, siger vagtchef Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Omkring klokken 19 kørte den sidste politipatrulje fra stedet, men vagtchefen oplyser, at brandfolk godt kan have været der længere tid for at efterslukke eller holde brandvagt.

Ikke forbindelser til bilbrande

Birkelunden ligger på Baldersvej, som grænser op til Byskovparken og Byskov Allé.

Byskov Allé har før været omdrejningspunkt for bilbrande og uroligheder, ligesom der den seneste tid har været flere bilbrande i Korsør og Slagelse.

Men ifølge vagtchefen er der intet der tyder på, at branden i daginstitutionen skulle have forbindelse til de øvrige brande.

- Nej, der er intet, der forbinder denne her brand til de øvrige brande. Det er en selvstændig brand, der i princippet kunne være opstået et hvilket som helst sted, siger Kent Edvardsen.

Kan måske åbne torsdag

Sagen overgår til lokalpolitiet, der står for efterforskningen. 

- Nu skal vi se, om vi kan finde flere brikker til puslespillet. Det kan være flere vidner eller overvågning, som vi kan gøre brug af, siger vagtchefen. 

Ifølge vagtchefens meldinger fra patruljen på stedet, begrænser skaderne på dagistitutionen sig til få rum.

- Det kan være, nogle af stuerne ikke kan bruges i morgen, men det er ikke sådan, at de ikke kan åbne stedet. Ellers er det kommunen, der skal sørge for, at der er et andet sted til børnene, siger Kent Edvardsen.

Birkelunden er en integreret institution (vuggestue og børnehave) med plads til 62 børn.

Opdatering
Clock17. okt 2018, kl. 21:38
Artiklen er opdateret med vagtchefens oplysninger.

 


Nyhedsoverblik