To "Pokémon-jægere" arresteret

To mænd blev anholdt for at forsøge at kommunikere med en indsat i Slagelse Arrest. Selv hævder de, at de var på jagt efter pokémons.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 Tirsdag aften klokken 22.30 var to mænd - begge fra Slagelse og på henholdsvis 23 og 22 år - angiveligt på Pokémon-jagt. Den virtuelle leg førte dem tilfældigvis til Kærlighedsstien nær Slagelse Arrest, hvor de - som den ene fortalte - hørte en indsat råbe.

Det skriver Sjællandske.

Fra den anden side af muren lød det dog mest som om, de to mænd forsøgte at kommunikere med en indsat - og det er jo ikke tilladt, så derfor ilede et par betjente ud til mændene, der fastholdt, at de var uskyldige Pokémon-jægere - og at de forsøgte at flygte, da de så betjentene, fordi de havde fanget dén Pokémon, de jagtede.

De to "jægere" endte dog med selv at blive indfanget og sigtet for ulovlig forbindelse med fanger. Senere på aftenen blev de begge løsladt igen.

Det er ikke første gang, der har været problemer med folk, som på mere eller mindre fantasifuld manér forsøger at komme i kontakt med de indsatte i arresten - faktisk er det kun et par dage siden, det skete sidst.

Politiet er opmærksomme på problemet og overvejer forskellige tiltag for at komme problemet til livs.


Nyhedsoverblik