Pokalmestre modtaget som helte

Der er jubel i Næstved over den historiske titel, som basketholdet Team Fog Næstved i aftes sikrede sig i pokalturneringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jubelscener og vild begejstring. Dét kunne man opleve i Næstved i nat. For her kom de nybagte pokalmestre fra basketholdet Team Fog Næstved hjem efter sejren i Horsens. Da bussen med holdet kort før midnat kørte ind på parkeringspladsen blev de modtaget af begejstrede, hoppende og syngende fans.

Få timer forinden havde holdet nemlig sikret sig en historisk sejr, da de hev pokalen hjem. Og nu skulle der festes igennem.

Også søndag er der stor glæde over resultatet.

- Det her drejer sig ikke om penge. Godt nok er jeg formand for klubben og har aktier i den. Men det her drejer sig om et hold, en egn og nogle unge mennesker, der lykkes og har succes og kan præstere noget, siger Niels Fog, der er formand for Team Fog Næstveds bestyrelse. 

Det var Niels Fog, den tidligere organisationsmand og købmand, der tilbage i 2002 skød det nødvendige pengebeløb i det nu sejrende baskethold, så det kunne komme op og stå.

- Det er en fantastisk præstation. Det er bare vildt flot, siger Niels Fog, der fulgte med i kampen hjemmefra.

Og Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S) supplerer:

Det er fantastisk. Det er gråvejr i dag, men solen skinner, siger han og peger på, at en triumf som denne potentielt kan smitte godt af på Næstved.

- Folk her i byen er glade og stolte. Det giver optimisme og noget positivt at tale om, siger han. 

Sejren vil ikke kun få positiv betydning for Næstved som by. Klubben vil selvfølgelig også høste frugterne af succesen.

- Det har været en lang rejse på 14 år at nå hertil, siger Andreas  Larsen, der er klubbens direktør. 

- Det var min drøm, der blev realiseret i går, og det vil helt klart øge interessen for sporten og være med til, at vi kan beholde de sponsorer, vi har, siger han. 

 

 

 


Nyhedsoverblik