Plejepersonale redder ældre beboers liv i brand

To ansatte på et ældrecenter i Sundby på Lolland reddede mandag en beboers liv ved en brand. Indsatsleder kalder det beundringsværdigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Der er ingen tvivl om, at de har reddet hendes liv.

Sådan siger indsatsleder Helgi Bachmann fra Lolland-Falsters Brandvæsen til TV ØST, efter en brand på ældrecentret Linde Alle i Sundby på Lolland.

Her fik brandvæsnet meldingen 10.06 om brand i en af boligerne. Men hvad der var en positiv information for brandvæsnet var, at den kvindelige beboer allerede var reddet ud af branden.

- Der er to ansatte fra hjemmeplejen, der har kastet en flise gennem havedøren, og har reddet kvinden ud. Det er en indsats, der viser mod og handlekraft. Det er meget beundringsværdigt, siger indsatslederen til TV ØST.

Giftig røg fyldte lejlighed

Branden er formentlig opstået, da den kvindelige beboer er faldet i søvn med en cigaret, lyder det fra politiet.

- Det er formentlig en glød fra en cigaret, der har sat ild i lænestolen, hvor beboeren er faldet i søvn, siger vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. 

Ifølge vagtchefen er den kvindelige beboer sluppet med brandskader på benene. 

Indsatslederen fortæller, at havde de to fra hjemmeplejen ikke handlet resolut, havde det set anderledes ud.

- Det er ikke nogen voldsom stor brand, men der er ingen tvivl om, at hvis kvinden ikke var blevet reddet ud, så var hun død af den giftige røg, der fyldte hele lejligheden, siger Helgi Bachmann.

Desuden blev fire andre kørt til hospitalet fordi de havde været udsat for røg. To af dem var de heltemodige hjemmeplejeansatte. To andre var beboere, der havde fået røg, selvom branden begrænsede sig til den ene lejlighed.

 


Nyhedsoverblik