Plejemor til 10 vanrøgtede hunde: De var fyldt med orm

Labradorhvalpene vejer ca. 1 kilo hver, men burde veje 3.2 kilo. De vurderes til at være fire uger gamle. Foto: TV ØST

Sommer Bisgaard fra Haslev har taget ti vanrøgtede hunde i pleje. Foto: TV ØST

Hundene var dehydrerede og underernærede Foto: TV ØST

1 af 3

Ti hunde, der fredag blev fjernet fra deres hjem på Lolland, er kommet i pleje hos en familie i Haslev.

- De var dehydrerede, og det eneste der kom ud i deres afføring var orm, siger Sommer Bisgaard fra Haslev, der har fået ti hunde i pleje.

Dyreværnet og Sydsjællands og Lolland-Falters Politi fjernede fredag 21 hunde fra en adresse på Lolland, og det er ti af de hunde, der nu er kommet i pleje hos familien i Haslev. 

Læs også Fundet udsultede og misrøgtede: 21 hunde fjernet på Lolland

- Jeg er skrevet op som frivillig plejemor hos Dyreværnet, og så blev jeg ringet op fredag, fordi de ville høre, om jeg havde mulighed for at tage imod en hundemor med ni hvalpe, og selvfølgelig kunne jeg det. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for de her hunde, siger Sommer Bisgaard.

Forfærdeligt syn

Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee, der også er uddannet dyrlæge, var med ude og fjerne hundene fra deres hjem på Lolland.

- Det var ikke noget rart syn, der var snavset overalt, hunde overalt, alt for tynde hunde, masser af larm, og det var total kaotisk, siger hun.

Hun betegner det som en af mest hjerteskærende dyreværnssager, hun har oplevet, og flere af hvalpene var tæt på at dø.

- Situationen var rigtig alvorlig, fordi de var dehydrerede og manglede væske, og når hvalpe begynder at mangle væske, så går der ikke så længe, før de bliver slatne, og når de bliver slatne, så holder de op med at dige, så det er en ond cirkel, og så kan de dø i løbet af 24 timer, forklarer hun. 

Læs også I Region Sjælland anmeldes svigtede dyr som aldrig før

Ribben stikker ud

Også den voksne labradorhund var stærkt medtaget.

- Man kan se, at hendes ribben stikker ud, hun har ikke nogle muskler, hun er meget underernæret, og det er hun, fordi hun ikke har fået det foder, der skal til, når man har hvalpe, siger Rikke Christensen-Lee.

De fleste hunde er blevet anbragt i familiepleje, mens resten af hundene opholder sig på Dyreværnets internat i Rødovre.

Når hvalpene bliver otte uger, vil det være muligt at ansøge om at adoptere dem på Dyreværnets hjemmeside.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App