Plejehjem har skiftet vakuumpakket mad ud med hjemmelavet mad

Et forsøg på Møn skal finde ud af, hvad det betyder for de ældres madglæde, at maden bliver lavet på plejehjemmet frem for at blive leveret vakuumpakket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er kommet blus under pander og gryder i køkkenet på plejehjemmet Fanefjord Centret i Askeby på Møn.

De seneste år har køkkenet ellers kun været brugt til at opvarme mad, der blev leveret fra kommunens storkøkken.

Men som led i et nyt forsøg i Vordingborg Kommune bliver der nu lavet mad fra bunden i køkkenet.

Formålet med forsøget er at finde ud af, hvad det betyder for de ældres madglæde, at maden bliver lavet på plejehjemmet frem for at blive leveret vakuumpakket fra et centralkøkken.

quote Mit indtryk er, at de er glade for det, de plejer da at komme ud og sige tak for mad, så mon ikke det går meget godt

Jane Hansen, ansat i køkkenet

Lokalrådet fik kommunen med

Det var Vestmøns lokalråd, der fik kommunen med på idéen, efter lokalrådet havde fået flere klager over den vakuumpakkede mad.
- Der går noget af smagen tabt, og der går noget af farven tabt, og det bliver ikke så appetitligt, som når det er frisklavet, og bare det at det dufter af frisklavet mad, at man kan dufte, der er lavet rødkål og sovs, det hjælper også til, at de ældre får større appetit, siger Jørn Svenstrup, der er formand for Vestmøns Lokalråd. 

De første hjemmelavede retter blev serveret i marts måned, og indtil videre har tilbagemeldingerne været positive.

- Mit indtryk er, at de er glade for det, de plejer da at komme ud og sige tak for mad, så mon ikke det går meget godt, siger Jane Hansen, der er ansat i køkkenet.

De ældre spiser mere

Ifølge plejehjemmet betyder den hjemmelavede mad, at de ældre er begyndt at spise mere. Og dagens ret falder da også i god jord.

- Det smager udemærket, der er ikke noget i vejen med det, siger plejehjemsbeboer Poul Bloch Nielsen. 

- Det er ikke mig, det der med to steder, jeg kan meget bedre lide, at det er lavet sådan her, og så kommer man og spiser og så færdigt arbejde, det synes jeg bedst om, siger plejehjemsbeboer Charlotte Jensen.

Lokalrådet håber, at forsøget vil være med til at sætte flere gryder i kog rundt om på kommunens plejehjem.

- Vi håber selvfølgelig, at vi får lov at køre til evig tid, og det her på sigt bliver udbredt til de andre lokalområder, hvor der er plejecentre, fastslår Jørn Svenstrup.

Men indtil videre er den hjemmelavede mad kun forbeholdt beboerne på Fanefjord Centret.

Har du gode råd til, hvordan man får de ældre til at spise, så tip os gerne her: 

 


Nyhedsoverblik