- Vi har ikke økonomi til at drive det med en kunde som Lolland, der ikke betaler deres faktura til tiden.
Sådan lyder det fra direktøren i det nu konkursramte Pleje Plus, Lena Løve. Hun kritiserer Lolland Kommune for at skylde firmaet penge.
- Og som i øvrigt skylder os et millionbeløb, tilføjer hun.
Fredag meldte plejefirmaet ud, at de gik konkurs, fordi de ikke havde penge til at drive virksomheden.
Jeg tror ikke, Pleje Plus og Lolland Kommune bruger det samme kasseapparat til at gøre kassen op
Bruger ikke samme kasseapparat
Men indtil videre er det en udokumenteret påstand, at Lolland Kommune skylder Pleje Plus penge. En påstand, som altså bliver mødt af en anden påstand af Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou.
- Det vil jeg klart tilbagevise. Jeg tror ikke, Pleje Plus og Lolland Kommune bruger det samme kasseapparat til at gøre kassen op, siger han til TV ØST.
- Jeg betragter det mere som spin i forhold til en eventuel tvist, der måtte komme mellem Pleje Plus og Lolland Kommune. Det er forkert efter vores opfattelse, og det er heller ikke det, jeg har fokus på lige nu. Det kan vi tage i et eventuelt efterspil. For mig er det betydningsfuldt, hvad der sker med borgerne derude.
Det værst tænkelige tidspunkt
Ved at Pleje Plus begærer sig konkurs, betyder det også, at al pleje stopper fredag. Derfor står Lolland Kommune nu med det hele.
- Forløbet har ikke været hensigtsmæssigt. Det er selvfølgelig det værst tænkelige tidspunkt, at vi står i en situation, hvor vi skal overtage så stor en del af opgaven, siger Holger Schou.
- Jeg er sikker på, at vi har dygtige og engagerede medarbejder, der vil gøre alt for, at det bliver så smertefrit for borgerne at få den daglige hjælp.
Se eller gense indslaget om Pleje Plus' konkurs: