Pleje Plus-direktør vil drøfte advarsel med sin advokat

Plejefirmaet Pleje Plus fik tirsdag sin anden advarsel fra Lolland Kommune. Denne gang efter et fagligt svigt. Direktøren vil nu vende det med sin advokat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var enighed på rådhuset i Maribo tirsdag formiddag. Pleje Plus skal have advarsel nummer to.

Advarslen fra Økonomiudvalget og Ældre- og Sundhedsudvalget kommer efter gennemgang af borgerhenvendelser, hvor en af episoderne var for grov.

Her fik en borger ikke skiftet ble i fire nætter i løbet af en uge. Det udmøntede sig i en advarsel til plejefirmaet.

Direktør afventer skriftlig advarsel

TV ØST har snakket med direktøren for Pleje Plus, Lene Løve. Hun vil endnu ikke udtale sig om advarslen fra Lollan Kommune.

- Jeg vil have advarslen på skrift, før jeg udtaler mig. Og jeg vil gerne vende det med min advokat, siger Lene Løve til TV ØST.

Advokat: Vi afventer kommunen

TV ØST har snakket med Lene Løves advokat Michael Kruse, som oplyser, at man endnu ikke har set noget på skrift fra Lolland Kommune.

- Så jeg kan ikke sige så meget endnu, for jeg har ikke set noget til advarslen. Umiddelbart kan jeg ikke forestille mig andet, end at den første og den anden advarsel, der skulle komme nu, vil blive anfægtet af os, siger han.

Men han understreger, at man vil afvente et brev fra kommunen og først derefter tage endelig stilling til, om hvorvidt man bestrider advarslerne.

Undersøger økonomiske forhold

Kommunen er fortsat ikke færdige med sagen om Pleje Plus. Lige nu afventer man en rapport fra revisionsfirmaet BDO, der skal klarlægge, hvorvidt Pleje Plus har taget betaling for ydelser, de ikke har leveret.

Her oplyser borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), at Pleje Plus og Lene Løve også skal have lov at udtale sig, før man vil tage yderligere stilling til den sag.

Den rapport forventes færdig den 30. maj.


Nyhedsoverblik