Det vi har sammen

Pizzabars takeaway kan blive Sjællands bedste

Day & Night Pizzabar i Næstved er med i opløbet om at bliver Sjællands bedste takeaway-restaurant. Foto: TV ØST

En pizzabar i Næstved er nomineret som bedste takeaway restaurant på Sjælland. Det er virksomheden Just Eat, som står bag prisen.

I Næstved er dagens første pizzaer ved at tage form i den store pizzaovn i pizzabaren Day & Night.

De er med i feltet om at blive Sjællands bedste takeaway-restaurant, når virksomheden Just Eat afholder Danish Takeaway Awards 2017. 

En afstemning har kørt på nettet frem til 31. oktober. Her har kunder kunne indstille deres favorit restaurant til en af Just Eats 13 kategorier. Det gælder også restauranter, som ikke er en del af platformen Just Eat, som sælger takeaway-mad online i hele landet.

Glæde over nominering

I Næstved er pizzabaren gået videre ud af knap 1500 takeaway-restauranter, som kunderne har indstillet på Sjælland. Og det glæder Ali Al Saady sig over, som arbejder som daglig leder i Day & Night Pizzabar.

- Det er jo dejligt at høre, at vores kunder er glade for vores restaurant og at de har nomineret os som en af de bedste, siger Ali Al Saady.

Tiden må vise om pizzabaren vinder titlen, eller om det bliver en anden restaurant, der for eksempel serverer sushi, thai- eller grillmad, der løber med sejren. Men hvis pizzabaren vinder, vil personalet blive stolte.

-  Hvis vi bliver kåret til den bedste i hele Sjælland, så er det selvfølgelig dejligt at høre. Det vil medarbejderne også være meget glade for, at folk sætter pris på det, vi gør, siger Ali Al Saady.

Udover pizzabaren i Næstved er Torino Pizza & Grill House i Kalundborg og Dilans Cantina i Korsør også nomineret til Sjællands bedste takeaway-restaurant her i regionen.

Vinderen af Sjællands bedste takeaway-restaurant bliver udråbt onsdag den 8. november.

Tip os Har du et godt tip?