Pernille Blume skal styrke elitemiljøet: - Det afgør, hvor god man bliver

Pernille Blume. Foto: Team Danmark

Den olympiske guldvinder, Pernille Blume, skal styrke Holbæk Svømme Klubs elitesvømmere til bedre præstationer.

Den unge OL-guldvinder, Pernille Blume, er skiftet til Holbæk Svømme Klub. En inspirationsmæssig satsning for klubben.

I og udenfor svømmebassinet skal Blume i den kommende tid arbejde på at motivere elitesvømmere og spirende talenter. Her skal hun inspirere og være med til at flytte elitetankegangen og elitemiljøet i Holbæk Svømme Klub. Sådan lyder det fra klubbens sportschef, Ricki Clausen.

- Vi har mange talentfulde svømmere, der træner i Holbæk til dagligt, og der har vi set, at svømmere fra Det Nationale Træningscenter er med til at inspirere og gå foran, de gange de er med til træning. Det handler om at vise, hvordan man gør tingene. Det afgør, hvor god man bliver, siger sportschefen.

Det handler om at vise, hvordan man gør tingene. Det afgør, hvor god man bliver

Ricki Clausen, sportschef

Derfor kan man også forvente, at Pernille Blume på samme måde som andre svømmere fra Det Nationale Træningscenter vil dukke op til nogle af de mange træninger og svømmestævner, der finder sted i Holbæk Svømme Klub i fremtiden.

Samarbejdet favner bredt

Det nye samarbejde mellem Blume og Holbæk Svømme Klub er dog ikke forebeholdt elitesvømmere og indebærer en bred skare af arbejdsopgaver for den talentfulde svømmer. Pernille Blume kommer også til at arbejde sammen med Sports- og Sundhedsakademiet, som er svømmeklubbens samarbejdspartner. Akademiet har interesse i at styrke idrætskulturen, men også i at hjælpe dem der er udenfor idrætsmiljøet.

Sports- og Sundhedsmiljøet er i den sammenhæng gået sammen med Rema 1000 og Arla for at realisere drømmen om at udbrede idrætsaktiviteter til blandt andet udfordrede børn og mænd med type 2-diabetes.

Læs også Olympisk guldvinder skifter til Holbæk

Denne gruppe skal blandt andet ud at svømme en enkelt gang med Pernille Blume, for at se om de kan blive bedre til disciplinen. Derudover skal de ud og spille noget floorball, men også cykle med Jesper Skibby. Det er i den sammenhæng, hun får en rolle.

Et kendt ansigt udadtil

Udover sit talent er Pernille Blumes præstationer som blandt andet guldvinder til OL i 2016 med til at gøre hende til en god satsning for Holbæk Svømme Klub. Derfor er hun udover en inspiration også en kommerciel satsning, som vil gøre sig godt både i Danmark, men også internationalt.

Swimapp, som tracker elitesvømmeres konkurrencetider og er udviklet af Sportlas ApS, betaler for samarbejdet mellem svømmeklubben og Pernille Blume, og her forventes det af sportschefen, Ricki Clausen, at appen vil kunne begå sig på det internationale marked med Blumes ansigt udadtil.

- Det forventes, at hun (Pernille Blume, red.) udbreder kendskabet til Swimapp. Her er det en fordel med en olympisk guldvinder, når man skal til udlandet, siger Ricki Clausen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App