Pensionist tiltalt for at gemme over to ton hash i sit hjem

En 71-årig mand er tiltalt for at have været i besiddelse af mindst 2,2 ton hash på sin ejendom ved Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en på mange måder atypisk sag, der kommer for retten i Holbæk i slutningen af april.

Sådan siger anklager John Catre Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi om sagen, hvor en 71-årig mand er tiltalt for besiddelse af mindst 2,2 ton hash på sin ejendom i Holbæks sydlige opland med henblik på videreoverdragelse.

Den 71-årige er desuden tiltalt for i to omgange i juni sidste år at have overdraget mindst 240 kilo hash inklusive emballage til en mand, der kørte hashen til Norge, hvor den pågældende, en 51-årig dansker, sidder varetægtsfængslet i sagen.

quote Det er en meget stor mængde hash, og den er fundet på en privat adresse hos en pensionist, så det er en speciel sag

John Catre Nielsen, anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi

Det skriver dagbladet Nordvestnyt efter at have fået aktindsigt i sagens anklageskrift.

- Det er en meget stor mængde hash, og den er fundet på en privat adresse hos en pensionist, så det er en speciel sag, siger John Catre Nielsen til avisen.

Ifølge Rigspolitiet blev der i Danmark sidste år beslaglagt knapt ni ton hash, hvilket er den største mængde på et enkelt år siden 2000.

Af samme opgørelse fremgår det, at Midt- og Vestsjællands Politi i 2018 beslaglagde 2,03 ton hash fordelt på cirka 1.200 forskellige beslaglæggelser.

Nægter sig skyldig i alle forhold

Den 71-årige mand fra Holbæk-egnen, der ifølge forsvarsadvokat Thomas Philip nægter sig skyldig i alle forhold, er derfor tiltalt for besiddelse af mere hash end den samlede mængde hash, Midt- og Vestsjællands Politi beslaglagde i 2018.

Det betyder, at politiet ved ransagningen på hans ejendom den 27. juni sidste år ikke fandt hele den mængde hash, som han nu er blevet tiltalt for.

retten_næstved.jpg
Læs også
Smuglede 770 kilo hash – tre mænd er nu idømt 15 års fængsel
retten_næstved.jpg
Læs også
Smuglede 770 kilo hash – tre mænd er nu idømt 15 års fængsel

Det hænger blandt andet sammen med, at den 71-årige ifølge anklagemyndigheden den 20. juni sidste år overdrog de tidligere nævnte 240 kilo emballeret hash til den 51-årige mand.

Den 26. juni, dagen før politiet ransagede ejendommen syd for Holbæk, hentede den 51-årige hash, men ifølge anklageskriftet er mængden ukendt.

I begge tilfælde blev hashen fragtet til Norge, fremgår det af anklageskriftet.

Har arbejdet tæt sammen med norsk og svensk politi

Anklager John Catre Nielsen vil på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på, hvorfor politiet ikke kender størrelsen på den anden sending hash til Norge, eller hvor meget hash der reelt blev fundet hos den 71-årige mand.

Først når sagen kommer for retten den 24. april vil anklageren løfte sløret for de nærmere omstændigheder om det store hashfund og smuglingen til Norge.

Det gælder også, hvordan hashen i første omgang er kommet til ejendommen syd for Holbæk. Den dengang 70-årige mand blev anholdt 27. juni sidste år, og han har været varetægtsfængslet siden.

Den 51-årige mand samt en tredje dansk mand på 68 år blev begge anholdt i Norge i slutningen af juni, og de er fortsat fængslet i Oslo.

Skyderi Næstved
Læs også
Bandidos-rockere i retten:
Ekspræsident erkender at have solgt hash
Skyderi Næstved
Læs også
Bandidos-rockere i retten:
Ekspræsident erkender at have solgt hash

Alle tre mænd er tidligere idømt lange fængselsstraffe for narkokriminalitet, og den 71-årige fra Holbæk og den 51-årige blev i 2001 dømt i samme sag om hashsmugling til Norge.

Sagen er blevet rullet op i et samarbejde mellem dansk, norsk og svensk politi. Om andre landes politimyndigheder har været involveret, er uvist, og først når retssagen begynder, vil John Catre Nielsen komme mere ind på, hvordan sagen er blevet trevlet op.

Nordvestnyt har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), men Rigspolitiets kommunikationsafdeling siger, at man ikke vil kommentere en igangværende sag.


Nyhedsoverblik