Pensionist kører fra Læsø til Bornholm i kørestol

Inger Pedersen fik amputeret benet for fire år siden og har siden da siddet i kørestol. Nu har hun valgt at bruge stolen til at køre fra Læsø til Bornholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hverken pensionsalderen, manglende ben eller bopæl på en ø skal afholde 66-årige Inger Pedersen fra sit store ønske. Hun vil til folkemøde på Bornholm.

Derfor har hun valgt at tage turen hele vejen fra Læsø, hvor hun bor, til Rønne. Det er i sig selv ikke specielt, at folk i alle aldre kommer langvejs fra for at deltage i den politiske sommerfest.

Men derimod er det historien om Inger Pedersens måde at komme til Bornholm på, der er usædvanelig.

Mistede benet

Den 66-årige pensionist sidder i kørestol efter en trist hændelse for fire år siden.

- Jeg havde et sår under min fod, som jeg ikke kom til lægen med, og så gik der bakterier i, siger Inger Pedersen.

Det endte med, at benet måtte amputeres.

Kommer frem med håndkraft

Men Inger Pedersen insisterer på at holde sig aktiv og på at udfordre sig selv. Derfor tænkte hun, at man da kunne kombinere en drøm om at deltage ved folkemødet og at holde sig kørende, så at sige.

Så hun har valgt at krydse landet, hele vejen fra Læsø til Bornholm, i sin kørestol. 

Cirka ti kilometer om dagen er målsætningen, og så burde de samlet set 530 kilometer være tilbagelagt inden folkemødet starter.

Ankommer til Sjælland

Onsdag er så dagen, hvor den gæve pensionist fra Læsø ankommer til Sjælland. Hun sejler ind med Mols Linjen fra Ebeltoft til Sjællands Odde omkring klokken 13:30.

Herfra vil hun sætte kursen mod Køge, hvor næste færgeoverfart skal ske.

Inden da vil hun nyde turen igennem det sjællandske landskab, hvor hun håber at møde en masse spændende mennesker.

Vil interviewe politikerne

Det handler nu ikke kun om at drøne gennem Danmark i kørestol. Målet er jo politikernes fest på Bornholm.

Her er ambitionen fra Inger Pedersen, der går meget op i samfundet og politik, at få nogle politikere i tale.

- Jeg vil gerne interviewe dem, og spørge dem, hvad de synes om tilstanden i Danmark, siger hun.

Derfor har hun også brugt turen, der startede 1. maj, til at samle inspiration til en eventuel samtale med en folketingspolitiker.

 

Du kan følge Ingers vej mod Folkemødet 2017 på hendes Facebook side her:

Min rullende rejse til Folkemødet på Bornholm 2017


Nyhedsoverblik