Patient forsvandt fra sygehuset

Arkivfoto. Foto: TV ØST

En 60-årig mand er lørdag aften forsvundet fra Slagelse Sygehus. Nu håber politiet, at eventuelle vidner kan hjælpe med at finde frem til manden.

OPDATERET: Den 60-årige er fundet i god behold og atter tilbage på sygehuset.

Betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi leder efter en patient, der under sin indlæggelse på Slagelse Sygehus er forsvundet

- Det var sygehuset, der efterlyste ham, oplyser vagtchef Anders Mikkelsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han var gået ud for området ved hovedindgangen for at ryge, hvorefter han er forsvundet fra sygehuset. Nu er han ikke dukket nogen af de steder, hvor man kunne forvente, at han skulle dukke op hos pårørende, tilføjer vagtchefen.

Manden, der er 60 år, beskrives som 190 cm høj, meget tynd, gråligt krøllet hår, sorte bukser og blå trøje.

- På den ene hånd har han også en nål, som man bruger til at lægge drop. Med mindre han har pillet den ud, siger Anders Mikkelsen og fortsætter:

- Han er noget sygdomssvækket og har været sengeliggende og dårlig, så det er underligt, at han ikke er dukket op.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App