Det vi har sammen

Piloteleverne: Hård kamp om plads i himlen

Piloteleven TES prøver pilothjelmen for første gang. Foto: Ulrik Westphal

I samarbejde med TV MIDTVEST

Et tv-hold har for første gang fulgt piloteleverne på Forsvarets Flyveskole i deres kamp for at nå skyerne. Se første program i aften på TV ØST.

Det koster omkring 27 mio. kr. at uddanne en jagerpilot i forsvaret. Derfor skal man også være sikker på, at det er den helt rigtige person, der kommer igennem nåleøjet. For første gang nogensinde har et TV-hold fået lov til at følge piloteleverne på Forsvarets Flyveskole på Flyvestation Karup.

Der var omkring 1000 ansøgere, der prøvede at komme ind på Forsvarets Flyveskole i Karup i år. Men det lykkedes kun for 23. Og selvom man er kommet ind, betyder det ikke, at man også består.

Men for dem, der er kommet ind, begynder livet på drømmeuddannelsen. Heriblandt for TES, der er den ene af to piger, der kom igennem nåleøjet.

- Jeg begyndte at drømme om at blive pilot i 9. klasse, fortæller hun, mens hun stolt prøver sin pilothjelm for første gang.

SÅ MEGET KOSTER DET AT UDDANNE PILOTER I FORSVARET:

  • Jagerpilot: ca. 27 mio. kr.
  • Transportpilot: ca. 11-12 mio. kr.
  • Helikopterpilot: 7-8 mio. kr. 
Kilde: Værnsfælles Forsvarskommando

Navnet TES er måske lidt besynderligt, men sådan er det, når man er pilot i forsvaret. Her bruger man ikke sit borgerlige navn. Man får et navn på tre bogstaver, som skal være let at sige. Som regel har bogstaverne noget med det rigtige navn at gøre, men det har det ikke nødvendigvis.

Sådan gør man på Forsvarets Flyveskole af sikkerhedsmæssige årsager, og derfor optræder eleverne heller ikke med deres rigtige navne i udsendelserne, som får premiere i aften kl. 19.55 på Mokka. Men uanset hvad, så er der altid en vis spænding omkring hvilket navn, man får.

Alle er topmotiverede

I det hele taget emmer luften af spænding, når eleverne træder ind ad dørene på uddannelsen for første gang. Det er første dag i det, der for dem alle er startskuddet på drømmejobbet. Der hersker en helt anden stemning her, end der gør hos værnepligtige. 

Befalingsmændene her har ingen grund til at råbe eleverne ind i hovederne. Alle er topmotiverede. Og det er også det, der gør, at flyveinstruktør RØT, stadig elsker at gå på arbejde efter 24 år som fuldtidsansat på Flyveskolen:

- Man bliver grebet af de unge mennesker og deres motivation. Man mærker hvor meget, de gerne vil det. Det smitter! Man giver sig selv fuldt ud, når man mærker, at eleverne hænger i og forbereder sig og vil det. Og den motivation gør det let for mig, at glæde mig til, at gå på arbejde - selv efter så mange år.

Men eleverne har også bare, at være topmotiverede. Uddannelsen koster nemlig mange penge, så man kan kun bruge de bedste. Der uddannes omkring 6-8 jagerpiloter om året, og hver jagerpilot koster ca. 27 mio. kr.

Udsigten er i top, når man uddanner sig til pilot. Men der er kun sjældent tid til at nyde den. Foto: TV MidtVest

De, der ikke bliver jagerpiloter, bliver måske helikopterpiloter eller piloter på transportfly. De uddannelser ligger i en anden prisklasse. F.eks. koster det 7-8 mio. kr. at uddanne en helikopter-pilot, og det er den billigste pilotuddannelse i Forsvaret.

Vil gerne være jagerpilot

De fleste af dem, der bliver optaget på Flyveskolen, vil gerne være jagerpilot, heriblandt også TES. Men der bliver kun uddannet ganske få jagerpiloter, ca. 6-8 hvert år. Så for at få den uddannelse, skal man høre til blandt de absolut bedste.

Forsvaret kigger på en lang række faktorer, men populært sagt, så er det dem, der tør flyve tæt på jorden, lave luftakrobatik og mestrer nødlandinger, der bliver udvalgt til at være jagerpiloter. Mens dem, der mestrer instrumentflyvning, bliver udvalgt til de andre flytyper.

Derudover bliver de menneskelige karakterer, som samarbejdsevner, også vurderet inden udvælgelsen. Det oplyser Søren Bjørndal, der er presserådgiver i Værnsfælles Forsvarskommando.

Men det er ikke sådan, at TES vil springe fra uddannelsen, hvis hun ikke bliver udvalgt til at blive jagerpilot.

- Hvis bare jeg bliver pilot, så går min drøm i opfyldelse, siger hun.

Unikt indblik

Grunduddannelsen i Karup tager fire en halv måned. Men af de 23 elever, der blev optaget, er det normalt kun ca. halvdelen, der kommer videre derfra og skal til USA for at tage resten af uddannelsen.

For første gang nogensinde, har vi fulgt holdet i alle fire en halv måned på Flyvestation Karup. Vi får et unikt indblik i livet som Pilotelev, både når der er højt at flyve og dybt at falde.

Hvordan reagerer de, første gang flyveinstruktøren slukker motoren i et par kilometers højde? Hvordan er det, at skulle terpe teori? Og hvordan er det, at skulle tage afsked med dem, der ikke klarer skærene?

Programmet har premiere på TV ØST i aften klokken 19.50 og sendes de næste syv søndage.

SÅDAN BLIVER DU OPTAGET PÅ FORSVARETS PILOTUDDANNELSE:

  • Du skal først uddannes til minimum sergent (man kan tage et forkortet forløb, så man kan gennemføre den på ca. 5 måneder)
  • Efter sergentuddannelsen tages et kursus i ledelse på 4 uger på Syddansk Universitet
  • Derefter skal man søge om, at få lov at gå op til en optagelsesprøve som piloaspirant
  • Får du lov til, at gå op til optagelsesprøven, skal du igennem et tre dages optagelsesforløb:
  • På første dag får man Mensa-lignende opgaver, og man testes for sproglige færdigheder, håndelag for flyvning, koncentration og hukkommelse mm.
  • På anden dag testes man psykologisk og fysisk
  • På tredje dag bliver der lavet en flyvemedicinsk undersøgelse
  • Består du alle tests, er du klar til at komme ind på Forsvarets Flyveskole i Karup. Af dem der bliver optaget, går ca. halvdelen videre og kan begynde på den egentlige uddannelse som pilot.
Kilde: Piloten Jonas (jonasblog.dk).

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med TV MIDTVEST