Dansk Folkeparti: Butikkerne skal have lov til at dele overvågning af butikstyve på Facebook

Dennis Flydtkjær kalder det for en moderne form for nabohjælp, når butikkerne deler overvågningsbilleder af butikstyve. Foto: TV 2

I samarbejde med TV MIDTVEST

Det er ikke i orden, at butiksejere risikerer en bøde, hvis de offentliggør overvågningsbilleder af butikstyve, siger DF. Justitsministeren er uenig.

- Jeg ser det som moderne nabohjælp.

Sådan lyder det i dag fra skatteordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær, der også sidder i retsudvalget.

I den seneste tid har der været flere sager, hvor butiksejere har valgt selv at lægge overvågningsmateriale fra butikstyverier på Facebook, uden at politiet har været med i den beslutning. Det er ulovligt og kan give en bødestraf. Men det kan ikke være rigtigt, mener Dansk Folkeparti.

Vi lever i et retssamfund, og det nytter ikke noget, at det er folk, der selv tager stilling til, hvad der skal offentliggøres om mulige kriminelle. Det er politiet, og de skal så lægge det hurtigt frem

Søren Pape Poulsen (K), justitsminister

- Butiksejerne har oplevet, at politiet ikke er gået ud med det, eller det er gået langsomt, og så har de selv delt det og fået en bøde. Det er ærgerligt, for de skal have hjælp i stedet. Jeg ser det som moderne nabohjælp, hvor de sociale medier er et værktøj til at beskytte hinanden. Det er urimeligt, at de ser deres butikker bliver plyndret igen og igen, siger Dennis Flydtkjær.

Politiets opgave

Justitsminister Søren Pape Poulsen er uenig i, at butiksejerne selv skal have lov til at tage beslutningen.

- Vi lever i et retssamfund, og det nytter ikke noget, at det er folk, der selv tager stilling til, hvad der skal offentliggøres om mulige kriminelle. Det er politiet, og de skal så lægge det hurtigt frem, siger han.

Dennis Flydtkjær mener dog ikke, at det går udover retssikkerheden, når butiksejerne lægger materialet op.

- Det er stadig politiet, der skal behandle sagen, og domstolen, der skal give en dom. Men det handler om at få de her sager opklaret hurtigst muligt, og hvorfor så ikke bruge de muligheder, man har. Man kan se, at de hurtigt har fået nogle navne frem i de tilfælde, hvor det er sket, fortæller han.

Langsom behandling

Justitsministeren er klar over, at der har været sager, hvor der er gået lang tid, før politiet har lagt videoovervågningen ud. For eksempel har TV MIDTVEST tidligere omtalt et eksempel, hvor der gik hele fem uger, før politiet offentliggjorde billederne. Det mener han dog ikke betyder, at butiksejerne skal have lov til at bestemme, hvad der skal lægges ud.

- Der har været nogle helt groteske eksempler på langsom behandling af overvågning, og derfor har jeg indskærpet overfor politiet, at man hurtigt skal tage stilling til, om man kan lægge de her billeder ud. Men vi kan bare ikke have et retssamfund, hvor man selv beslutter, hvilke mennesker, der skal hænges ud for eventuel kriminalitet, fastslår Søren Pape Poulsen.

Dennis Flydtkjær mener dog ikke, at der er risiko for, at de forkerte mennesker bliver hængt ud på sociale medier.

- I de videoer, der bliver lagt ud, så er der ikke så meget at være i tvivl om. Det skal være de sager, hvor det er åbenlyst, at det er folk, der har stjålet, siger han.

Udover tilladelse til at dele billeder på sociale medier, så ønsker Dansk Folkepartis blandt andet også, at butikkerne kan få betalt for privatovervågning af det offentlige.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med TV MIDTVEST
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App