Varmt og solrigt vejr giver særlige vindforhold

Skarresø ved Jyderup i det nordvestlige Sjælland Foto: Ib Jørgensen

I samarbejde med tv2.dk

Store temperaturforskelle mellem land og hav sætter gang i en cirkulation af luft ved kysterne.

Vi ser det ofte: Solen bager ned over os, og der er næsten ingen vind inde over land, men tager vi ud til stranden, blæser det ofte en kølig brise ude fra vandet.

Det er helt klassisk, når det bliver varmt og solrigt i foråret og i forsommeren, og der er tale om fænomenet søbrise.

Søbrisen betyder, at man hen over eftermiddagen - på varme og ellers stille dage - vil have pålandsvind ved mange kyster.

Dermed bliver det ofte koldere nede på stranden end blot få kilometer inde over land. Derfor kan strandturen være en blandet fornøjelse på denne tid af året.

Der bliver dannet et termisk lavtryk

Det hele skyldes, at der på denne tid af året er stor forskel på temperaturen til havs og inde på land, når solen skinner i roligt vejr.

Temperaturforskellen gør, at luften stiger til vejrs over land, og så kommer der til at mangle luft her. Der bliver dannet et såkaldt termisk lavtryk. 

Temperaturforskelle mellem land og hav gør, at varm luft stiger til vejrs over land og erstattes af kølig luft fra havet. Man kalder det søbrise. Foto: TV 2 Vejret

Den manglende luft i lavtrykket bliver erstattet af frisk og kølig luft ude fra havet, og den bliver nærmest suget ind mod de centrale dele af Jylland, Fyn, Sjælland og også ind mod midten af mange af de mindre øer. Derved får man dannet pålandsvind ved kysterne.

Oppe i højden blæser den lune luft i stedet til havs og synker ned. Og så kan hele cirkulationen begynde forfra.

Søbrisen følger solens gang på himlen

Hele forestillingen begynder i løbet af formiddagen, når temperaturen med hastige skridt stiger mod sommervarme niveauer, og når temperaturforskellen mellem hav og land når op på cirka fem grader, vil søbrisen ofte sætte ind.

Så længe det er varmt nok, lever søbrisen, og derfor forsvinder den også gradvist igen ud på eftermiddagen og først på aftenen, når solen og varmen går på hæld. 

Læs også Se billederne: Sådan så det ud, da atomkraftværk sejlede under Storebæltsbroen

I takt med at havet omkring os bliver varmere i den kommende tid, vil hyppigheden af søbriser aftage, og i sensommeren og efteråret kan man tilmed opleve det modsatte fænomen - landbrise. Her blæser kolde vinde om natten fra land og ud over havet.

Husk i øvrigt solcremen, hvis turen går til en kølig strand. For selvom termometeret ikke er i top tæt på vandet, bider solens skadelige uv-stråler stadig ligeså kraftigt som i det varme vejr inde over land.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App