Usædvanligt flot nordlys kunne ses fra Danmark

Nordlyset kunne også ses i vores region - her ved Sanddobberne i Geopark Odsherred. Billedet er taget af Lone Athanasakis fra Fårevejle. Foto: Lone Athanasakis - Privatfoto

I samarbejde med tv2.dk

Flere steder i Danmark kunne man på den sidste aften i februar se nordlys.

En geomagnetisk storm på Jorden gav torsdag aften mulighed for et glimt af nordlys i Danmark, der med sine karakteristiske grønlige og rødlige farver kunne ses i horisonten.

Klart vejr over det meste af landet på den sidste aften i februar gav gode muligheder for at se nordlyset, som efter danske forhold var relativt kraftigt.

Udsigten til nordlys og det klare vejr fik flere fotografer til at gå ud i aftenmørket og vente på, at nordlyset skulle vise sig.

En af de heldige var Lone Athanasakis fra Fårevejle, der har taget billedet i toppen af artiklen.

Lone Athanasakis fangede nordlyset med sit kamera to dage i træk. Billedet her er taget sent onsdag aften ved Ordrup Strand. Foto: Lone Athanasakis - Privatfoto

Kraftig solvind udløste geomagnetisk storm

Nordlys opstår, når elektrisk ladet plasma fra Solen i forbindelse med øget solvind rammer Jordens magnetfelt.

Derved går i den elektrisk ladede plasma i forbindelse med ioniserede ilt og nitrogenatomer i Jordens atmosfære, der udsender fluoriserende lys i grønlige og rødlige farver, som vi på himlen kan se som nordlys.

Netop dette har man i de seneste døgn kunne opleve, efter elektrisk ladet plasma for et par dage siden blev sendt afsted fra et område med et stort hul i Solens atmosfære og udløste den geomagnetiske storm på Jorden.

Solvinden blæste med 600 kilometer i sekundet ved sit møde med Jordens magnetfelt. Det er en hastighed, der svarer til lidt over to millioner kilometer i timen.

Kunne også se nordlys natten til torsdag

Det er anden nat i træk, at Jorden er inde i dette område med elektrisk ladet plasma.

Således kunne man også natten til torsdag se nordlys. 

Imponerende nordlys i Nordskandinavien

Anderledes gode betingelser var der for at se nordlys i det nordlige Skandinavien, hvor man i aftes og i nat kunne se et utroligt flot nordlys blafre i både det nordlige Norge og Sverige.

I den kommende nat svækkes den geomagnetiske storm på Jorden, og dermed forsvinder chancen for at se nordlys fra Danmark, og kun i områderne nær polarcirklen vil man natten til lørdag stadig kunne se nordlys. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App