Det vi har sammen

Tordenbyger med regn og hagl truer

Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Kold polarluft over Danmark og en solopvarmet jordoverflade giver torsdag risiko for kraftige byger.

I sidste uge havde vi sommervejr, og i dag er der udsigt til en kølig dag med risiko for tordenbyger og hagl. Det er er rigtigt aprilsvejr.

Sommervarmen er skiftet ud med oprindelig iskold polarluft, der i stor højde fra Grønland har bevæget sig til Danmark, hvor det torsdag giver anledning til en ustabil atmosfære hen over landet, som kan give kraftige byger.

Vejrkort for torsdag klokken 14. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Allerede når termometeret viser 10 grader, vil luften begynde at stige til vejrs, og der vil dannes skyer og lokale byger. Ved temperaturer på 12-13 grader vil luften torsdag kunne sendes direkte op i 7-8 kilometers højde, og så kan der dannes kraftige byger - med både hagl og torden. 

De kraftigste byger vil således dannes, hvor luften får lov til at bevæge sig længst tid hen over den solopvarmede jordoverflade, og med vinden i vest er der størst risiko for tordenbyger i Østjylland og på det østlige Sjælland.

TV 2 VEJRETs seneste prognoser har lokale byger i Østjylland og kraftige byger til at ramme den nordlige og østlige del af Sjælland, hvor København fra først på eftermiddagen har stor risiko for at blive ramt af hagl og torden. Også lokalt kan der falde store mængder regn på kort tid.

Prognose for torsdag klokken 15: Regn- og tordenbyger kan ramme hovedstadsområdet. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Som det tidligere er set, kan den såkaldte urbane effekt, hvor byområder opvarmes mere end landområder, i hovedstadsområdet torsdag give den afgørende lille temperaturstigning, som kan gøre bygerne ekstra kraftige.

De kraftige byger, som vil dannes fra middagstid og frem mod eftermiddagen, ventes hurtigt at dø ud, når temperaturen allerede sidst på eftermiddagen atter falder. 

Prognose: Temperatur og skyer torsdag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mens nogle bliver ramt af regn- og tordenbyger, vil de fleste få en torsdag med en del eller nogen sol og drivende skyer på en flot, klar polarhimmel.

Temperaturerne vil ligge mellem 10 og 13 grader, og vinden vil i løbet af dagen friske noget op fra vest. 

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk