Store dele af landet tørster efter regn, men varmen fortsætter

Store dele af Danmark tørster efter regn - men hjælpen er ikke lige om hjørnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indtil videre er der ikke faldet en dråbe regn i juni måned, og maj endte med blot at give 18 millimeter regn på landsplan.

Kombinationen af det knastørre og rekordsolrige vejr har medført, at store dele af Danmark lige nu befinder sig på grænsen til - eller sågar har - tørkelignende tilstande. 

Det har i flere landsdele medført forbud mod afbrænding af risiko for at der let kan opstå naturbrande. Det skete senest i slutningen af maj, hvor en større naturbrand brød ud på Randbøl Hede mellem Vejle og Billund i Jylland.

Siden da har det knastørre vejr fortsat ufortrødent, og håbet om en regulær regnvejrsdag med tiltrængt væde til den tørre jord er ganske spinkelt for nuværende.

Lokale byger til weekenden

De kommende dage stiger temperaturen igen og nærmer sig fredag og lørdag 30 graders hed sommervarme. Samtidigt strømmer mere ustabil luft op over Danmark, og det øger sandsynligheden for byger i eftermiddagstimerne. 

Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET den 6. juni 2018. Lokalt kan der komme enkelte byger til weekenden. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET
Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET den 6. juni 2018. Lokalt kan der komme enkelte byger til weekenden. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Der er dog fortsat stor usikkerhed i prognoserne, og mange danskere vil formentlig slet ikke se skyggen af byger i weekenden, mens andre måske får en kraftig byge eller to.

I starten af næste uge antyder prognoserne også, at der kan komme sporadisk regn, men slet ikke i et omfang, der kan gøre op for det særdeles tørre vejr, som nu har præget Danmark i over en måned.

Det kan samlet set på landsplan blot give mellem nul og to millimeter regn.


Nyhedsoverblik