Sommeren går på hæld – men kan du stadig blive brun?

Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Hvis du vil nå at få den sidste farve i huden inden de mørke vintermåneder, er der stadig krudt tilbage i septembersolen.

Denne sommer har man skullet være dyppet i solcreme for at undgå at få farve. Nu siger kalenderen efterår, og solen er på hastigt tilbagetog. Solens lys aftager både i timer og styrke. Men kan man stadig blive brun?

- Det korte svar er ja, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum. Han forklarer, at dagens uv-indeks kan komme helt op på fire, hvis det er skyfrit:

- Hvis man sidder ude i solen et par timer i dag, vil man godt kunne blive brun, afhængig af hvor brun man er i forvejen.

Måske bør man overveje at give børnehavebørn, der typisk sidder længe ude i solen, lidt solcreme på

Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse

Fra bleg til brun

Peter Dalum understreger dog, at de fleste nu vil være godt brune i forvejen og dermed også have en god naturlig beskyttelse. Men solen kan altså stadig tage fat.

- Hvis vi har det samme uv-indeks som i dag i maj, hvor folk stadig er helt hvide efter vinteren, kan de godt blive røde. Hvis jeg var helt lys i huden, ville jeg nok smøre solcreme på, siger han.

Tyndt skydække

Meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk fortæller, at der i dag er et tyndt skydække, der dæmper indstrålingen lidt og dermed også solens bruningsevne:

- Der er lidt slør på himlen, så det er en smule reduceret i forhold til det, man kunne forvente i skyfrit vejr.

Han forklarer, at solhøjden nu svarer til det, vi oplever i begyndelsen af april. Generelt er september ofte kendetegnet ved længere perioder med smukt sensommervejr. 

Læs også Har du stadig døde pletter i plænen efter tørken? Det kan du gøre ved det

- September minder på mange måder om maj. Vi er væk fra den værste sommerhede, og vi har ikke ret mange kraftige byger, for der er ikke varme nok til at danne byger, men der er alligevel energi nok til, at vi kan nyde det, og man alligevel kan få lidt brun kulør ud af det.

Farven opretholdes

Solens nuværende niveau vil for de fleste betyde, at de vil holde farven i stedet for at få mere af den, fortæller Peter Dalum.

- De vil opleve, at de bevarer den brune farve. Hvis man har den brune farve, kan man opholde sig ret lang tid i solen.

Gem cremen lidt endnu

Solcremen bør danskerne dog ikke lægge bagerst på nederste hylde i toiletskabet endnu.

- Det kommer lidt an på, hvor længe man skal være ude. Hvis jeg skulle være ude et par timer, ville jeg selv smøre lidt solcreme på, men nu er det selvfølgelig heller ikke så varmt, at man smider alt tøjet. Måske bør man overveje at give børnehavebørn, der typisk sidder længe ude i solen, lidt solcreme på, men ellers er vi derhenne, hvor det ikke vil være min største bekymring længere.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App