Solrig og kølig tirsdag, men også med enkelte sludbyger

Solskin vil dominere i Jylland, mens øerne vil få flere skyer og på Bornholm vil der komme regn- og sludbyger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er igen blevet tid til vinterpåklædning. 

Vinden er gået i nord og kold og klar luft strømmer ned over Danmark. I dag vil temperaturerne lande mellem 3 og 5 grader.

Vi skal vænne os til køligere vejr. De kommende dage falder temperaturen generelt en grad per dag, og den næste uge vil vi opleve frost hver morgen og aften.

Prognose tirsdag middag.
Prognose tirsdag middag. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

Jylland får det klart smukkeste vejr i dag, hvor forholdsvis få skyer vil genere en solrig dag. Prisen for det smukke vejr kommer i aften, hvor "dynen" mangler. Det betyder, at temperaturen falder til lige under frysepunktet flere steder. 

Mens lufttemperaturen fra morgenstunden ligger over frysepunktet, så er der frost i vejene. Det betyder, at der kan dannes rim, og herved glatte veje. Der er derfor også blevet saltet mange steder i nat og mandag aften. Alligevel skal man være varsom i trafikken.

Kraftig nordenvind betyder restriktioner på broerne

Nordenvinden er så kraftig, at kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådes på Storebæltsbroen og kuldeindekset ligger generelt mellem -1 og -3.

Prognose af kuldeindeks klokken 09.00.
Prognose af kuldeindeks klokken 09.00. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

Kuldeindeks bliver også kaldt chillfaktor og kan oversættes som den følte temperatur som en kombination af vind og aktuel temperatur.

På Øerne vil det generelt være mere skyet vejr, men vejret veksler og der kommer også solskin i perioder. Der kan optræde enkelte byger. Størst risiko for byger er der på Bornholm. Bygerne vil primært være med regn, men slud kan også forekomme.


Nyhedsoverblik