Det vi har sammen

Sjaskvåd aften og nat: Her var man få millimeter fra skybrud

Et officielt skybrud kræver mere end 15 mm på en halv time. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Et intenst og stedvis skybrudsagtigt regnvejr har passeret Danmark fra torsdag eftermiddag og frem til fredag morgen med over 30 mm regn.

Mange gik sikkert i seng til lyden af regn mod taget, og nogle blev måske også vækket af lyn og torden hen over natten - og fredag morgen regner det fortsat enkelte steder.

Det har været en regnfuld aften og nat, og i Tirstrup og Køge var regnen så intens, at man var tæt på at have skybrud, da der en overgang faldt henholdsvis 14,1 mm og 13 mm på blot 30 minutter.

Et officielt skybrud kræver mere end 15 mm på en halv time.

Mere end 30 mm regn siden torsdag

Og det er generelt blevet til relativt store regnmængder på Sjælland og i det nordlige og østlige Jylland, hvor man flere steder har fået over 20 mm regn siden regnvejret begyndte torsdag eftermiddag.

Udvalgte nedbørmålinger siden regnvejret begyndte torsdag. I Tirstrup på Djursland og i Køge faldt der en overgang henholdsvis 14,1 mm og 13 mm på blot 30 minutter. Foto: TV 2 Vejret

Læs også Fem gode råd til sikring mod skybrudsskader

Mest regn har man fået i Frederikshavn med 33 mm, mens man i Tirstrup på Djursland fik 26 mm, i Køge 25 mm og i Aalborg 24 mm.

Regnen er faldet i forbindelse med en front, som langsomt trak op over landet fra sydvest.

Animationen i toppen af artiklen viser, hvordan regnen er faldet siden torsdag eftermiddag klokken 16.

Sommervarm luft gav ekstra energi til front

Den varme luft, som gav os op til 24 grader torsdag eftermiddag, var med til at gøre fronten ekstra intens.

Fredagen igennem vil fronten fortsat ligge over den nordlige og østlige del af Danmark i en svækket form og give ret skyet vejr med regn i perioder, mens det kan klare op over de sydvestlige egne. 

00:47

Gense indslaget.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk