Det vi har sammen

Så langt kan du se i klart vejr

Korsør. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Din højde over jorden bestemmer, hvor langt ude horisonten er.

Godt vejr indbyder til udendørsaktiviteter, og når man er ude, får man ofte øje på en masse nye ting.

Og helt ude i horisonten kan man få øje på nogle ting, som man tænker over, hvad mon kan være. Især i klart vejr, når vi kan se langt.

Man hvor langt kan man egentlig se? Det spørgsmål stiller mange sig nok, når vejret er godt.

Lørdag var luften ekstraordinær klar, og ting i horisonten stod særligt klart. En horisont som dog blot var fem kilometer borte, hvis man stod i vandkanten nede ved stranden. Lad os regne på, hvordan det kan være.

Atmosfæren og Jordens krumning bestemmer, hvor langt vi kan se

Horisonten er en cirkel, som udspænder sig hele vejen omkring os, og afstanden ud til den afhænger af, hvor højt oppe vi selv er.

Genstande længere ude end horisonten er per definition ikke synlige med mindre, at genstandene selv er tilstrækkelige høje eller, hvis vi selv er tilstrækkeligt højt oppe - og luften selvfølgelig er klar nok.

Tegner man en skitse over situationen, hvor punktet C er Jordens centrum, og vi er i punktet A i højden over jorden, så er horisonten i punktet B. Ting under den stiplede linje er ikke synlige - de er under horisonten.

Hvis vi befinder os i punktet A i højden h over jorden, vil horisonten være i punktet B i afstanden d. Ting under den stiplede linje vil ikke være synlige. Foto: TV 2 Vejret

Man ser, at der bliver dannet en trekant, og ud fra den kan man beregne en formel for længden af d, som er afstanden til horisonten.

Formlen fortæller, at horisonten befinder sig 3,57 kilometer gange kvadratroden af din højde i meter borte.

Øresundsbroen er kun delvist synlig fra den nordlige del af Strandvejen

Er du således 100 meter oppe, vil horisonten være 35,7 kilometer ude, mens den nede i to meters højde blot er fem kilometer ude.

Man kender det muligvis nede fra en strand, hvor man kun kan se den øvre del af skibe langt ude bag horisonten. 

Har man kørt sydpå langs Strandvejen i Nordsjælland, har man måske bemærket, at man i klart vejr kan se Øresundsbroen ude over vandet. Men er man tæt på Helsingør, ser man kun pylonerne, mens selve vejbanen først bliver synlig længere sydpå.

Læs også Se video: Se hvor vildt det er at arbejde på Storebælt

Vejbanen kan nemlig kun ses op til cirka 30 kilometer fra broen, mens pylonerne er synlige op til omkring 50 kilometer borte.

I et fly i cirka 10 kilometers højde kan man til gengæld se hele 357 kilometer væk ud af vinduerne - hvis det ellers er klart.

Vil man udvide sin horisont, kan man således blot tage op i højden.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk