Regnvejr bringer usædvanligt vejr med sig - og det bliver du glad for

Regnen i dag bringer et vejrlig med sig, som fredag kan skrive sig ind i historiebøgerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver igen brug for regntøj og paraply flere steder i landet og især her til morgen og formiddag.

Et nyt regnvejr er på vej ind over landet fra Nordsøen, og det skal en overgang i dag give det meste af landet gråt og vådt vejr - men der er trods alt en masse af glæde sig over.

I morgen kan det nemlig betyde hele 20 grader i Danmark.

Regnvejret tilhører nemlig en varmfront, som skal trække igennem landet - og når den er passeret, strømmer helt usædvanlig varm luft for årstiden op over Danmark fra sydvest. 

Det er en varmluft, som i eftermiddag måske kan sende temperaturen op på 15 grader i de sydlige egne, hvis solen mod forventning skulle bryde lidt igennem, men ellers er det først noget, vi får stor glæde af i morgen.

Historisk varme kan ramme landet fredag

Fredag vil det nemlig klare op fra syd med diset solskin og temperaturer, der kan skrive sig ind i historiebøgerne for marts måned.

Landet over ventes temperaturen generelt at komme op mellem 15 og 20 grader, og måske kan man i grænseegnene sågar komme lidt over 20 grader sent fredag eftermiddag. Det bliver dog lidt køligere ved især syd- og vestvendte kyster.

Dermed kan man måske for første gang i år tage de korte ærmer på til firmaets fredagsbar eller blot smide jakken og lufte solbrillerne på vej hjem fra arbejde.

Temperaturer over 20 grader i marts er helt usædvanligt

Temperaturer over 20 grader i marts hører til sjældenhederne, og det har vi kun oplevet fem gange, siden man herhjemme begyndte at måle vejret systematisk fra dag til dag tilbage i 1874.

Sidst vi var over 20 grader i marts, var i 1990, og dengang blev der den 18. marts målt 22,2 grader i Karup i Midtjylland, hvilket er varmerekorden for årets tredje måned.

Om dén rekord slås fredag er usikkert, men der er ingen tvivl om, at vi vil få ekstremt høje temperaturer for årstiden, netop som vi står på tærsklen til weekenden.


Nyhedsoverblik