Politiet bekræfter TV 2s fund af dna i varevogn

Politiet afslører nu, at deres tekniske undersøgelser viser et klart dna-match mellem blodet i varevognen og den forsvundne Henrik Haugberg Madsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sidste uge kom det frem, at tv-holdet bag dokumentarserien 'Drabet uden lig' under deres research har opsporet en Folkevogn Transporter-varevogn med blodspor efter den forsvundne forretningsmand Henrik Haugberg Madsen.

I starten af april blev bilen overdraget til yderligere tekniske undersøgelser hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som nu står frem med resultaterne.

- Vi har fået lavet undersøgelserne og kan nu sige, at vi med en sikkerhed på én til en million kan konstatere, at der er dna-profil efter Henrik Madsen, siger politiinspektør Kim Kliver til TV 2 NEWS.

Afventer øvrige undersøgelser

Dna-matchet mellem det fundne blod i varevognen og Henrik Haugberg Madsen er det første håndgribelige bevis på, at den 40-årige forretningsmand og familiefar med stor sandsynlighed blev dræbt i november 2010.

Alligevel afviser politiinspektøren umiddelbart, at dna-fundet vil få konsekvenser for de to drabsdømte i sagen, Bo Madsen og Claus Stokholm Larsen, som blev dømt på indicier og vidneudsagn, og som afsoner henholdsvis 15 og 13 års fængsel for drabet. 

henrik_haugberg_madsen.jpg
Læs også
Nyt fund i drabssag uden lig - nu kommenterer politiet sagen
henrik_haugberg_madsen.jpg
Læs også
Nyt fund i drabssag uden lig - nu kommenterer politiet sagen

- Vi skal selvfølgelig se på, hvad vores øvrige undersøgelser viser. Men der er ikke noget på nuværende tidspunkt, der bringer os i nærheden af yderligere sigtelser, siger Kim Kliver.

De to drabsdømte blev aldrig dømt for selve parteringen af liget, altså det, der kaldes "usømmelig omgang med lig".

Troede, bilen var skrottet

I forbindelse med dokumentarserien har juridiske eksperter fremført en række kritikpunkter mod politiets arbejde i drabssagen. Først og fremmest kritiseres det, at det ikke er lykkedes at fremskaffe konkret bevismateriale.

Hvorfor fandt politiet for eksempel ikke frem til varevognen, som det lykkedes TV 2 at opspore syv år senere?

- Vi har i hele efterforskningen opereret med, at der er to biler: Dels en Mercedes, der bliver brugt til at transportere liget væk i. Og så er der den VW varevogn, der bliver anvendt under parteringen, og den har vi også ledt efter, siger Kim Kliver og fortsætter:

- Oplysningen var dengang, at den var blevet destrueret, hvilket faktisk bliver underbygget lidt i jeres udsendelse i går, hvor en af de dømte er meget overrasket over, at den bil ikke for længst er blevet tilintetgjort.

henrik_haugberg_madsen.jpg
Læs også
Politidirektør: Politiet er ikke lallende amatører
henrik_haugberg_madsen.jpg
Læs også
Politidirektør: Politiet er ikke lallende amatører

Kim Kliver påpeger i øvrigt, at flere af de kilder, som journalisterne har fået i tale, ikke sagde de samme ting til politiet tilbage i 2012.

- Det er jo sådan, at journalister har en mulighed, som politiet sjældent har, netop at de folk, man retter henvendelse til, vil forklare noget mere og andet, end de samme personer har forklaret til politiet og faktisk også under vidneansvar i retten, konstaterer han.

Retskspert: - Det er bekymrende

Forsvarsadvokat og tidligere anklager Peter Secher Schmidt kalder det "bekymrende", at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har overset vigtige spor i efterforskningen.

- De mest oplagte og deciderede fejl er, at man overser en videoovervågning på en af de mistænktes adresser i forbindelse med ransagningen. Man fokuserer ensidigt på at finde en Mercedes varevogn, selv om man faktisk har fået at vide fra en anden kilde, at det drejer sig om en VW-varevogn, lyder det fra Peter Secher Schmidt, der tilføjer.

- Så forsøger man at foretage en aflytning i et besøgslokale i et fængsel, og der fejler man også på trods af, at man har alle tænkelige muligheder for at foretage den fejlfrit.

Politiinspektør tilbageviser kritik

Politiinspektør Kim Kliver, som i øvrigt tidligere har været chef for Rigspolitiets rejsehold, tilbageviser kritikken af, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skulle mangle den fornødne ekspertise til at efterforske komplicerede drabssager. Den slags sager, som Rejseholdet tidligere tog sig af.

- Mine medarbejdere og kolleger gør et vanvittigt godt stykke arbejde. Det kan man også se ved, at den her hændelse med drabet jo sker flere år efter, at Rejseholdet er stoppet med at efterforske drab. Så vi er kompetente til at håndtere det.

Kim Kliver henviser hermed til, at politikredsens efterforskning af sagen førte til domfældelse i både by- og landsret. 

- Vi har faktisk fået endnu en domfældelse i et drab, hvor vi ikke har fundet liget endnu (Hediga Morad-sagen, red.). Så jeg vil sige, at vi gør et godt og grundigt stykke arbejde, som også kan anvendes i retten, slutter Kim Kliver.

hediga-morad-retten.jpg
Læs også
Eksmand blev dømt for mord: Nu begynder ankesagen
hediga-morad-retten.jpg
Læs også
Eksmand blev dømt for mord: Nu begynder ankesagen

Nyhedsoverblik