På Fejø siger man hej, for der er nemlig hilsepligt

Foto: Landdistrikternes Fællesråd

I samarbejde med tv2.dk

Høfligheden har det svært i Danmark, siger antropolog.

21-årige Tobias Dirchsen Nielsen fra Øster Snede synes ikke, at danskerne er gode nok til at hilse på hinanden. På gaden, i brugsen og i bussen:

- Jeg oplever, at danskerne er meget selvoptagede, og jeg synes, der er et behov, for at vi bliver bedre til at hilse og anerkende hinanden.  

Derfor har han startet projektet "Sig Hej". Her laver han korte film, hvor han hilser på de mennesker, han møder på sin vej.

Ét sted lever "hej'et" og hilsenen imidlertid i bedste velgående. På Fejø nord for Lolland har man indført hilsepligt. 

- En måde at vise respekt på

Anne-Grethe Laursen er formand for Fejøforeningen, og hun fortæller at hilsepligten håndhæves flittigt. 

- Det betyder, at når vi færdes på vejene i bil, cykel eller til fods, så vinker vi eller siger hej. Det gør vi til alle. Gæster, turister og lokale, siger hun.

Så sent som denne morgen hilste hun på tre personer på sin tur til købmanden. 

- Det er en måde at vise respekt på og vise, at vi værdsætter hinanden. Vinket gør det også lettere at komme hinanden ved senere, for der er allerede skabt en kontakt, siger formanden.  

Antropolog kan godt forstå ung dansker

Tobias Dirchsen Nielsen opdagede først det danske forbehold til hilsenen, da han kom hjem fra en rejse til Cambodia. 

Ekstern lektor i Antropologi på Københavns Universitet, Bjarke Oxlund, har forsket i hilse-former og desuden boet 19 måneder i Cambodia. 

Han har haft en oplevelse, der er tilsvarende Tobias Dirchsen Nielsens, efter han returnerede til Danmark. 

- I Cambodia er der meget gestik, og man går op i at anerkende andres tilstedeværelse med et nik og en buddhistisk håndstilling. Det er en kulturel "fremmedhed", vi ikke er vant til i Danmark, og som derfor kan føles som om, man hilser mere. 

Ifølge lektoren skal man bare kigge til de mindre bysamfund for at genfinde vinket og "hej'et" i Danmark. 

- Jeg har selv sommerhus på Møn, og her hilser jeg i højere grad på buschaufføren. Det handler om, at man er i en mindre social cirkel. Dermed er sandsynligheden for, at man har en berøringsflade større. Buschaufføren risikerer i højere grad af være kusinens svigerfar på Møn end i København, så man tegner på den måde en form for social forsikring. Det ville jo være uhøfligt at hilse, hvis der nu var en relation, siger Bjarke Oxlund. 

Høflighed har det svært i Danmark

Og der er noget om snakken. Danskerne har et mere kompliceret forhold til høflighed end så mange andre nationaliteter, mener Bjarke Oxlund:

- Folk, der flytter til Danmark, fortæller ofte, at danskerne er hjertevarme og hyggelige - når de omsider er kommet ind i vores private rum. Men der går ofte lang tid, før de kommer derind. 

Årsagen skal blandt andet findes i det danske sprog, hvor danskerne har mistet et element i "hilse-repertoiret", uddyber lektoren. 

- Da De-tiltaleformen forsvandt, mistede vi en måde at udtrykke os på, på mellemdistancen til dem vi ikke kender så godt. I dag er du enten dus, eller også risikerer du helt at ignorere personen, du møder, siger han.

Turister glade for vink på Fejø

Tilbage på Fejø er der fortsat ingen problemer med hilsenen.

Her er de glade for hilsepligten, men de understreger, at der ikke er tale om noget totalitært instrument. 

Vinket er frivilligt og kun vejledende.

Et manglende "hej" sanktioneres ikke, forsikrer Anne-Grethe Laursen, der aldrig har hørt nogen brokke sig over ø-reglen. Allerhøjst har enkelte studset over den svingende arm:

- De turister, der opfatter, vi har hilsepligt, synes, det er sjovt. Nogen studser måske over, at der bliver vinket og tror, det er til, nogen andre end dem selv. Men det er det højst sandsynligt ikke.

Man kan dog ikke kende en fejøbo på sit vilde vink, når vedkommende er på fastlandet.

Der bliver rettet ind på både arm og etikette, fortæller Anne-Grethe Laursen. 

Fejø-formanden har et bud til de storbyboere og andre vinkefristede, der måtte have nået til ende i denne artikel. 

- Man kunne jo begynde at smile og nikke til hinanden. Så kunne det udvikle sig derfra, lyder forslaget fra Anne-Grethe Laursen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App