Ost kunne holde sig til 36. oktober

Fødevarestyrelsens besøg i Domino’s filial i Slagelse viser, at der stadig er problemer med datoerne. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Flere fødevarekontroller afslører fortsatte problemer hos Domino's efter TV 2s afsløringer.

I sidste måned kunne TV 2 programmet Operation X afsløre omfattende fusk med datomærkningen på fødevarer i pizzakæden Domino’s filialer rundt omkring i landet.

Pizzakædens direktør, Carsten Falk, var ikke enig i en lang række af programmets afsløringer, men fastslog, at omdateringer er et klart brud på procedurerne i Domino’s.

Derudover oplyste han, at han havde suspenderet de ansvarlige butikschefer, og at han vil sørge for, at virksomhedens procedurer fremover ville blive overholdt.

Datoproblemer

Det sidste halter det med, afslører en ny kontrolrapport. Fødevarestyrelsens besøg i Domino’s filial i Slagelse viser, at der stadig er problemer med datoerne.

I kontrolrapporten kan man læse, at en mozzarella-ost på frost, der ifølge virksomhedens egenkontrolprocedurer kunne holde sig 10 dage efter modtagelse, havde fået anført, at det var modtaget 2. oktober.

Fødevarestyrelsen kunne dog konstatere, at der var skrevet flere forskellige datoer på pakkerne. En af dem endda en dato, der slet ikke findes.

- Produktets holdbarhedsdato er svær at læse, da der er flere tal skrevet oven i hinanden. Der står alt fra den 11/10 til den 36/10 og andet er ulæseligt, står der i kontrolrapporten.

I kontrolrapporten kan man desuden læse, at der var flere forskellige madvarer, som ikke var blevet datomærket. Desuden var flere varer gået på datoen. En Chickenbreast Yakitori var overskredet med syv dage.

Domino's i Slagelse oplyser, at de har været optaget af andre gøremål, og derved ikke nået til at kontrollere datoer endnu. Desuden oplyser de, at yakitorien kun var beregnet til personalemad.

Kritiske over for sanitære forhold

Ekstra Bladet konfronterede i sidste uge Domino’s med en kontrolrapport fra et besøg i en filial i Ballerup, hvor Fødevarestyrelsen var meget kritiske over de sanitære forhold på et personaletoilet.

- Det er naturligvis helt uacceptabelt. Vores procedurer er ikke overholdt og vores inspektør vil tilse butikkerne dagligt, indtil procedurerne er i orden, skrev Dominos-direktør Carsten Falk blandt andet om resultatet af fødevarestyrelsens kontrolbesøg, skrev Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra den seneste kontrolrapport fra Slagelse, som er fra 11. oktober. Her var svaret fra kædens PR-agent, at man ikke kunne svare på spørgsmål på grund af efterårsferie.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App