Nyd torsdagen - sidste dag med sensommervejr

Det er om at nyde torsdagsvejret, hvis man har mulighed for det - fra fredag venter der regn og rusk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næsten alle danskere har de seneste dage kunnet nyde smukt sensommervejr med temperaturer over 20 graders varme og ganske rolige vindforhold.

Onsdag nåede temperaturen i København hele 24,0 grader - og kun seks steder i landet nåede temperaturen ikke over 20 graders varme.

Men har du ikke nået at mærke sensommersolens stråler varme på kinden, så er det ved at være sidste udkald. Torsdag er nemlig sidste dag i denne omgang med - for årstiden - varmt og tørt vejr.

Højtrykket viger

Det højtryk, som de seneste mange dage har været medvirkende til at holde fronter og ustadigt vejr på afstand af Danmark, viger nu langsomt mod øst og lader efterhånden ustadigt vejr fra vest entrere landet. 

Temperaturer torsdag eftermiddag - især i den vestlige del af Jylland kan temperaturen nå 22-23 grader.
Temperaturer torsdag eftermiddag - især i den vestlige del af Jylland kan temperaturen nå 22-23 grader. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

I første omgang kan vi dog nyde en torsdag med temperaturer, der i eftermiddag igen kan stige til mellem 20 og 23 grader, når det bliver varmest, mens vinden bliver let til jævn fra syd og sydøst.

Generelt vil der være god plads til solen, selvom der i dagens løb vil komme flere skyer i den vestlige del af Jylland.

Når du ikke at nyde sensommervejret i dagens løb, så ser mulighederne de næste dage noget begrænsede ud.

Fra fredag bevæger en front med en del regn sig ind over landet fra vest, og herefter venter der mere almindeligt efterårsvejr med regn og rusk.


Nyhedsoverblik