Nu er det snart slut med NemID kun som papkort

Om få måneder kan du slippe for at lede efter den rigtige talkombination på det sammenfoldelige nøglekort, hver gang du skal betale en regning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er efterhånden blevet hverdag for danskerne at finde det lille laminerede papkort frem fra pungen eller skrivebordsskuffen, hver gang man skal betale en regning, tjekke sin årsopgørelse eller læse post fra det offentlige.

Selvom navnet antyder, at NemID burde være lige til at bruge, har Digitaliseringsstyrelsen nu erkendt, at det måske er mere bøvlet end nødvendigt at skulle ty til et papkort og lede efter en sekscifret kode, hver gang man skal identificere sig online.

Derfor lancerer man nu en ny mobil-app, der skal gøre onlinebetalinger og logins nemmere for danskerne.

Et supplement, ikke en erstatning

Appen bliver lanceret i slutningen af maj, og den vil fungere som et supplement til de eksisterende nøglekort.

Foretrækker man at bruge det fysiske kort, har man altså stadig muligheden for det – og ingen bliver tvunget til at tage mobilappen i brug, lyder det fra Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

- Det er jo et valg, om man vil have den ekstra mulighed, man får med nøgleappen. Hvis man er tryg ved at bruge nøglekortet, der har et fysisk element, som nærmest er umuligt at bryde, kan man sagtens blive ved med det. Men sikkerheden er også i top i appen, siger han.

Slip for talkoder

Rent lavpraktisk vil du kunne bruge den nye NemID-app i de situationer, hvor du i dag skal finde det laminerede nøglekort frem. I stedet for at blive bedt om en sekscifret kode, får du fremover valget om at godkende via din telefon.

- Hvis du vil ind på borger.dk fra din computer, kommer det velkendte skærmbillede op, og når du som i dag har tastet dit brugernavn og personlige kode, beder du om at bruge appen til at logge ind med. Med det samme vil din mobiltelefon sige ’Pling’, siger Adam Lebech, der selv har været med til at teste den nye app.

Man skal derefter logge ind på appen ved hjælp af sit fingeraftryk eller en personlig kode, og derefter kan man ved hjælp af et swipe godkende indlogningen på computeren. Man skal altså ikke til at aflæse og huske en række tal.

Danskernes vaner har ændret sig

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde (V) er det naturligt at gøre NemID mere elektronisk.

- Vi har virkelig taget digitaliseringen til os i Danmark, og vi er blandt de mest digitale samfund i verdenen. Danskere i alle aldre er på nettet og bruger digitale tjenester til for eksempel at tjekke deres årsopgørelse på skat.dk, tilgå deres sundhedsjournal på sundhed.dk eller læse post fra kommunen og andre offentlige myndigheder via eBoks, hvor man skal bruge NemID. Nu bliver det nemmere at bruge nettjenesterne med NemID. Vi flytter NemID fra pengepungen til mobiltelefonen, skriver hun i et skriftligt svar til TV 2.

Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør peger også på, at der er sket meget med danskernes digitale vaner, siden NemID blev lanceret i 2010.

- NemID blev faktisk kravsspecificeret, før vi for alvor fik smartphone-revolutionen. Siden da er nøglekortet blevet kritiseret for ikke at være digitalt, og nu giver vi danskerne mulighed for også at have det digitalt, siger Adam Lebech.

NemID bliver til MitID

Den nye app kommer, selv om NemID i bund og grund er ved at blive afviklet. Efter flere forlængelser udløber den eksisterende NemID-kontrakt i midten af 2021, og til den tid skal et nyt system være implementeret.

Derfor er der en udbudsrunde i gang, hvor tre firmaer kæmper om at blive leverandør til det kommende MitID.

Adam Lebech understreger dog, at det er to separate ting.

- Selvom vi er i gang med at finde en ny løsning, udvikler vi selvfølgelig hele tiden på de eksisterende løsninger, siger han.  

Han kan dog ikke garantere, at den nye app overlever skiftet til MitID.

- Jeg kan ikke sige noget fuldstændigt sikkert om det. Vi er midt i et udbud, så vi må afvente de tilbud, der kommer ind. Der er dog ingen tvivl om, at der også i fremtiden vil være fokus på mobile løsninger, lyder det fra vicedirektøren.


Nyhedsoverblik