Det vi har sammen

Masser af sol og 16 grader: Udsigt til en skøn palmesøndag

Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Efter en grå, diset og kølig morgen har vi udsigt til en solrig og lun eftermiddag palmesøndag.

Efter en lørdag, hvor det stort set kun var nordjyderne, der fik sol, kan vi se frem til en søndag, som ender med meget sol til de fleste og temperaturer op til 16 grader.

Varmest og pænest bliver det i det østlige og nordlige Jylland.

Dagen begynder dog alt andet end pæn, for fra morgenstunden vil det være skyet, diset og stedvis tåget med temperaturer på 3-5 grader.

Efter stedvise huller i skydækket lørdag eftermiddag, lukker det hele nemlig til igen hen over aftenen og natten, og dermed begynder søndagen med ganske grumset vejr.

Forårssolen har magt, men den skal bruge lidt tid

Forårssolen vil dog gradvist få bugt med skyerne, men da den endnu ikke har sommerens fulde styrke, kommer det til at tage tid.

Solen vil derfor løfte og opløse skyerne i løbet af formiddagen, mens det for alvor er eftermiddagen, som bliver smuk og solrig. 

I et strøg fra Vendsyssel og ned over det østlige Himmerland til Kronjylland kan man få op til 16 grader, og mange steder væk fra vestvendte kyster har man udsigt til 13-15 grader.

Havgus og koldere vejr ved vestvendte kyster

Bor man ved den jyske vestkyst eller omkring Østersøen, især på Bornholms vest- og sydvestkyst, kan søndagens flotte vejr imidlertid gå i vasken.

Havgus og lavthængende skyer kan nemlig drive ind over land dagen igennem, og derfor vil det også være koldere med blot 5-10 grader.

Havgusen vil dog kun genere helt ude ved kysten, så de fleste har udsigt til en skøn og lun palmesøndag.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App