Mange ser rålam og tror, de er i nød: Derfor skal du lade dem være

Sommermånederne er sæson for rålam, men mange velmenende mennesker ender med at gøre mere skade end gavn på de små kræ. Foto: Dyrenes Beskyttelse

I samarbejde med tv2.dk

Rådyrenes unger bliver i disse måneder forstyrret af mennesker, og det får Dyrenes Beskyttelse til at komme med et opråb til danskerne.

Sommermånederne er sæson for rålam, men mange velmenende mennesker ender med at gøre mere skade end gavn på de små kræ.

Faktisk er problemet så stort, at det nu får Dyrenes Beskyttelse til at opfordre danskerne til at lade rålam være i fred. 

- Maj og juni er helt klart de måneder med flest rålam, og det er også meget tydeligt i mængden af henvendelser hos vores vagtcentral. Men mange folk misforstår, hvornår et rålam er i nød, og hvornår det egentlig bare opholder sig som et normalt rålam i naturen. Helt små rålam ligger meget alene. Faktisk langt det meste af tiden. Når nogen kommer nær trykker de sig blot ned mod jorden. Og det er præcis det, de skal. De er ikke i nød, forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse. 

Læs også Mange rådyr i trafikken lige nu

Det er en opgørelse over henvendelser til Dyrenes Vagtcentral 1812 i 2016 og 2017, som viser, at antallet af henvendelser omkring rålam eksploderer i maj og juni.

Ustabile i benene

Det skyldes, at rådyrenes unger på dette tidspunkt stadig er lidt ustabile i benene og at de derfor ofte gemmer sig i græs og buskadser, mens deres mor er borte. Og det er her, mennesker ofte træder unødigt til.

- Den største fare for disse rålam er faktisk de mennesker, som finder dem, fordi mange tror, at de hjælper ungen ved at holde øje med den og tjekke om, dens mor kommer tilbage. Men en rå vil meget sjældent nærme sig sin unge, hvis der er mennesker i nærheden, og det er oftest også derfor, at nogle rålam går og kalder: Fordi den er blevet sulten og utålmodig, men der er mennesker i nærheden, og råen tør ikke nærme sig, understreger Michael Carlsen. 

Læs også Rådyr og hund et hit på Facebook

Derfor lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelse, at medmindre rålammet er såret, bør mennesker lade det være og i stedet bevæge sig væk fra det, så moren kan komme til. Er du i tvivl, bør du kontakte Dyrenes Vagtcentral 1812 for at få vejledning. 

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App