Lolland Kommune får alvorlig kritik for svigt af tilsyn med Pleje Plus

Lolland Kommune burde have grebet ind langt tidligere over for Pleje Plus, der har fået mindst 250 klager fra borgere og pårørende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Styrelsen for Patientsikkerhed retter nu alvorlig kritik af Lolland Kommune for at have svigtet sin kontrol med det private plejefirma Pleje Plus.

- Vi finder det meget kritisk, at kommunen ikke tidligere har reageret over for de her rigtig mange klager, der har været over Pleje Plus, siger enhedschef Anette Lykke Petri til TV 2.

Styrelsen gik ind i sagen og bad kommunen om en redegørelse, efter TV 2 i februar kunne afdække, at kommunen har modtaget omkring 250 klager over Pleje Plus fra borgere og pårørende, siden det private plejefirma sidste sommer overtog en del af hjemmeplejen på Lolland.

Ifølge de mange klager har firmaet i flere tilfælde svigtet i forhold til medicinering, rengøring og personlig hygiejne.

Blandt andet kunne TV 2 fortælle om skleroseramte Tina Horn, der fik tørret afføring op ad sin ryg, da hun skulle have skiftet ble. Skleroseramte Karina Bang blev glemt en hel weekend, mens en tredje borger blev glemt på en bækkenstol af en nattevagt. 

jette_langhoff.jpg
Læs også
Kommune står standby for svigtede kunder hos Pleje Plus
jette_langhoff.jpg
Læs også
Kommune står standby for svigtede kunder hos Pleje Plus

- Vi savner, at kommunen som overordnet tilsynsmyndighed havde grebet ind og handlet langt tidligere, end de har gjort. Vi har aldrig før set, at der ophober sig så mange klager et enkelt sted, uden at kommunen reagerer, siger Anette Lykke Petri.

Borger blev omtåget af for meget medicin

Styrelsen for Patientsikkerhed kritiserer særligt Lolland Kommune for de 14 sager, der omhandler medicinering, hvor det enten ikke kan dokumenteres, at medicinen er blevet givet, eller at borgeren ikke har fået sin medicin rettidigt.

- Det er rimelig alvorligt, fordi der her er tale om syge og svækkede mennesker, som er meget afhængige af kommunens hjælp. For nogle drejer det sig om alvorlige sygdomme, for eksempel hjertesygdomme eller epilepsi, hvor det er vigtigt, at medicinen gives rettidigt. I nogle tilfælde kunne det potentielt have haft alvorlige konsekvenser for borgerne, siger Anette Lykke Petri.

En aktindsigt i de 14 sager, som TV 2 har fået, viser, at den seneste af klagerne blev indgivet i januar, da en pårørende oplyser, at en borger inden for det seneste døgn hverken har modtaget sin aften-, nat- eller morgenmedicin. 

I en anden klage fra juni sidste år oplyses det, at Pleje Plus kommer uregelmæssigt, så eksempelvis en borgers middags- og aftenmedicin gives med få timers mellemrum, så borgeren "bliver omtåget af for meget medicin".

Kommune skal tage ved lære

Ifølge Lolland Kommunes egen redegørelse har kommunen reageret på de mange klager ved at kontakte Pleje Plus, men at der herefter ikke er sket yderligere, og hændelserne er derfor blevet ved med at ske.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at kritikken skulle have været oppe på ledelsesniveau, så der kunne have været handlet rettidigt. 

Læs også
Kritik mod PlejePlus: Fik intet bad i tre måneder
Læs også
Kritik mod PlejePlus: Fik intet bad i tre måneder

- De bør lære af denne sag, så borgerne i Lolland Kommune fremover kan være trygge. Det er et helt grundlæggende princip i forhold til blandt andet sundhedsloven, at kommunen skal føre kontrol med borgernes medicinhåndtering, siger Anette Lykke Petri.

Styrelsen oplyser, at sagen ikke er endeligt sagsbehandlet, og derfor vil de heller ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvilke konsekvenser sagen kan få for Lolland Kommune. Det skal drøftes på et møde i styrelsen på tirsdag, og det kan ikke udelukkes, at der kan blive tale om et påbud.

Lolland Kommune ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt, da den ikke er færdigbehandlet før tirsdag i den kommende ugen. Først der vil kommunen kommentere sagen.


Nyhedsoverblik