Løvfaldssommer på vej - vi får allerede op til 19 grader onsdag

Den står på løvfaldssommer de næste dage. Foto: Hanne Stage Nielsen - Korsør

I samarbejde med tv2.dk

Varm luft blæser efterhånden op over Danmark fra syd, og allerede onsdag kan temperaturen nå 19 graders varme.

Selvom kalenderen viser den 10. oktober, og dagslængden onsdag svarer til den 3. marts, så er vejret i alt andet end vanligt efterårshumør.

Onsdag er startet med tåget vejr i store dele af Jylland, mens solen skinner ufortrødent over resten af landet. Det er et forvarsel om den relativt tørre og lune luft, som efterhånden blæser op over Danmark fra sydlige retninger.

Det får vi allerede at mærke i løbet af dagen, hvor temperaturerne ud på eftermiddagen kan stige til 18-19 graders varme, hvor det bliver lunest. 

De højeste temperaturer vil være at finde i den sydlige del af Jylland nær den dansk-tyske grænse, hvor luften blæser direkte op til Jylland fra Tyskland samt over Lolland-Falster, hvor passagen henover afkølende hav er mindst.

Højeste temperaturer onsdag den 10. oktober 2018. I den sydlige del af Jylland og Nordvestsjælland kan temperaturen nå 19 graders varme. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Løvfaldssommeren er lige om hjørnet

Alene 19 grader på denne tid af året er omtrent seks grader mere, end hvad vi normalt kan forvente - men hermed slutter historien ikke om den usædvanlige oktobervarme.

Endnu varmere luft strømmer nemlig op til Danmark de kommende fire dage og sender temperaturen op i det røde felt for årstiden.

Fra torsdag til søndag kan temperaturen nå 20 grader hver dag - og når varmen kulminerer lørdag, kan det blive med temperaturer på 22 graders varme. Det er højest usædvanligt med så høje temperaturer så sent i oktober.

Udsigten til det varme vejr vil give os regulær løvfaldssommer, som er defineret ved tre på hinanden følgende dage med mindst 20 graders varme. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App