Langvarig og intens hedebølge på vej mod Danmark

Hedebølgen rammer Danmark i næste uge og ventes at fortsætte ind i august.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tropenætter på stribe og temperaturer, der når op på 30 grader allerede ved frokosttid.

Det er, hvad Danmark har udsigt til i løbet af den kommende uge, hvor en af de mest omfattende og langvarige hedebølger i mange år ventes at rulle ind over landet.

Og prognoserne er ikke i tvivl - vi har sommerens allervarmeste vejr i vente, og en afslutning på tørken synes umådeligt langt væk.

Højtryk sender temperaturerne over 30 grader

Mens vi henover weekenden endnu vil befinde os i dét, vi i år godt kan tillade at kalde os en halvkølig strømning fra vest, hvor temperaturerne 'kun' når op mellem 22 og 27 grader, venter der markant varmere vejr i næste uge.

Årsagen er, at et højtryk i næste uge forstærkes over og lige nord for Danmark, og herved vil særdeles varm luft begynde at strømme frem til landet.

Generel vejrsituation i uge 30. Fra onsdag kommer temperaturen op omkring 30 grader, og senere kan det blive endnu varmere.
Generel vejrsituation i uge 30. Fra onsdag kommer temperaturen op omkring 30 grader, og senere kan det blive endnu varmere. Foto: TV2 Vejret

Samtidig vil solen komme til at skinne på fuldt blus, og det vil sende temperaturerne op nær 30 grader allerede fra tirsdag eller onsdag, og det bliver kun varmere, når vi nærmer os næste weekend.

Nogle prognoser har temperaturer helt op til 33 grader.

Varmerekorden for juli lyder på 35,3 grader og stammer fra 1941, mens alletiders varme sommerdag bød på 36,4 grader i Holstebro i 1975.

Ifølge de nuværende prognoser kommer temperaturen over 30 grader i næsten hele landet. Stedvis kan man komme op på 32-33 grader frem mod fredag.
Ifølge de nuværende prognoser kommer temperaturen over 30 grader i næsten hele landet. Stedvis kan man komme op på 32-33 grader frem mod fredag. Foto: TV2 Vejret

Første landsdækkende hedebølge i fire år

En landsdækkende hedebølge indtræffer, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer overstiger 28 grader i mere end halvdelen af landet mindst tre dage i træk, og det ser ud til at ske i næste uge.

Sidste gang Danmark var ramt af en landsdækkende hedebølge var fra den 22.-24. juli 2014, mens vi også i 2008 havde en landsdækkende hedebølge. Dengang fra den 27.-29. juli. 

Denne gang ser den dog ud til at skulle vare i flere dage.

Tropenætter på stribe kan lægge sig over Danmark

Ud over det meget varme vejr om dagen, vil temperaturerne også få svært ved at falde om natten - ikke mindst fordi at vandet omkring Danmark til stadighed bliver varmere.

Derfor skal man indstille sig på en lang række nætter med meget høje temperaturer, der flere steder især ved kysterne og måske også i de større byer kan holde sig over 20 grader hele natten - dét, der kendes som en tropenat.

Alle prognoser peger på, at hedebølgen fortsætter måneden ud og også kan strække sig flere dage ind i august.

Derfor gør man klogt i at forberede sig på mange dage i træk med usædvanligt varmt sommervejr over Danmark.

Fortsat meget høj risiko for naturbrande

Udsigten til mere sol, ingen regn og blot endnu højere temperaturer er desuden dårligt nyt i forhold at komme de mange naturbrande til livs, som dagligt opstår hen over Danmark.

I øjeblikket opstår omkring 40 nye brande dagligt, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.

Endnu værre står det til i Sverige, hvor talrige skovbrande er ude af kontrol. 

Her vurderes det, at det kræver to ugers regn at få bugt med flammerne i det fri - noget, der på ingen måde er udsigt til i hverken Danmark eller Sverige.

Hedebølge afslutter rekordtør juli

Juli i år er til gengæld direkte på vej mod en ny tørkerekord.

Indtil videre har årets anden sommermåned kun budt på tre millimeter regn i Danmark på landsplan.

Rekorden lyder på 15 millimeter - senest sat i 1994 - mens vi får 66 millimeter nedbør i en normal juli måned.


Nyhedsoverblik