Lærere og pædagoger udsender massivt strejkevarsel

Arkivfoto Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Den bebudede strejke vil lægge børnepasningen fuldstændig ned i 12 kommuner.

Forældre med børn i daginstitutioner skal muligvis snart se sig om efter en anden børnepasning.

Og forældre med skolebørn risikerer at stå foran lukkede skoler, hvis overenskomstforhandlingerne ender i en konflikt, fordi de offentlige forhandlinger er brudt sammen og blevet henvist til Forligsinstitutionen.

Vi har udtaget cirka 5000 pædagoger i 12 kommuner til konflikt i første omgang – og laver en stærk politisk markering

Elisa Bergmann, formand for BUPL 

Tirsdag morgen sender Danmarks Lærerforening og BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund – et meget massivt strejkevarsel ud, der involverer i alt 10.900 lærere og pædagoger og kan ramme op til 100.000 børns dagligdag i skoler, daginstitutioner og fritidsinstitutioner.

- At udtage medlemmer til en konflikt er et alvorligt skridt. Men vi står også i en yderst alvorlig situation. Vi ønsker at få arbejdsgiverne til at lave en overenskomstaftale med os, så folkeskolen kan få en ny start, og så vi igen kommer ind på samarbejdssporet, siger formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

I DISSE KOMMUNER VARSLES KONFLIKTEN

For BUPL’s vedkommende konflikter man i 12 kommuner over hele Danmark, og det er Nyborg, Kalundborg, Herning, Aalborg, Gentofte, Helsingør, Ballerup, Høje-Taastrup, Haderslev, Vejen, Silkeborg og København (Nørrebro/Bispebjerg).


Konflikten bliver varslet således:

0-6 års området: Silkeborg, Haderslev, Ballerup, Helsingør, Aalborg, Herning, Kalundborg, København (Nørrebro/Bispebjerg)

Skole/fritidsområdet: Silkeborg, Vejen, Haderslev, Høje Taastrup, Ballerup, Gentofte, Aalborg, Herning, Kalundborg, Nyborg
 

Den bebudede strejke fra de store lærer- og pædagogorganisationer vil sende 5900 lærere og 5000 pædagoger i strejke og lægge børnepasningen fuldstændig ned i 12 kommuner. 

Som et kuriosum er arbejdsgivernes chefforhandler Michael Zieglers kommune Høje-Taastrup med som en af de ramte kommuner, når det gælder både skoler og børnepasning.

I bunden af artiklen kan du se en liste over de skoler, der vil blive ramt ved en strejke. I faktaboksen højere oppe i artiklen kan du se, hvilke kommuner der påvirkes af BUPL's bebudede strejke.

12 kommuner rammes

Pædagogernes forklaring på det omfattende strejkevarsel er, at økonomien har det godt i Danmark, men det til trods afviser arbejdsgiverne at forbedre offentligt ansattes løn og arbejdsvilkår ved overenskomstforhandlingerne.

Et argument, som arbejdsgiverne er lodret uenige i. Her hedder modargumentet, at de offentligt ansatte i en årrække har fået for meget i løn i forhold til de privatansatte. 

Læs også Se din kommune: Her bliver de ramt, hvis der opstår storkonflikt

BUPL har sammen med de øvrige 50 faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet sendt et strejkevarsel til de offentlige arbejdsgivere.

- Efter tre kriseoverenskomster i træk så skal vores medlemmer have bedre løn og arbejdsvilkår. Vi er mere værd, men det vil arbejdsgiverne ikke anerkende. Derfor varsler vi konflikt, siger BUPL-formand Elisa Bergmann.

BUPL har tirsdag morgen givet direkte besked til de medlemmer, der vil blive omfattet af en strejke. Og BUPL har koordineret med blandt andre Danmarks Lærerforening, så de kan lukke hele arbejdspladser.

Konflikt kan træde i kraft den 4. april

Der er tale om en landsdækkende konflikt, hvor cirka 80.000 offentligt ansatte er udtaget til konflikt fordelt over alle landets kommuner på tværs af fagområder – i kommuner, regioner og i staten. Imens forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen for at undgå en stor strejke. 

Læs også Togtrafikken på Sjælland risikerer at blive berørt af storkonflikt

- Vi har udtaget cirka 5000 pædagoger i 12 kommuner til konflikt i første omgang og laver en stærk politisk markering. Det er det våben, som vi har i værktøjskassen, og vi bruger det med omhu. Vores mål er ikke at gøre livet besværligt for børn og familier, men derimod at ramme arbejdsgiverne, fastslår Elisa Bergmann.

Lige nu er overenskomstforhandlingerne altså endt i Forligsinstitutionen, hvor forligsmand Mette Christensen skal se, om det er muligt at genoptage forhandlingerne. Ellers træder konflikten i kraft den 4. april 2018.

I tilfælde af en konflikt har de kommunale arbejdsgivere bebudet en lockout for at tømme strejkekasserne. Hvor massivt Michael Zieglers modsvar bliver ventes offentliggjort senere på ugen.

Disse skoler kan blive lukket, hvis strejken indtræffer i Kalundborg Kommune

  • Buerup Skole
  • Firhøjskolen
  • Gørlev skole
  • Hvidebækskolen
  • Høng Skole
  • Kirke-Helsinge Skole
  • Løve-Ørslevskole
  • NyrupskolenRaklev skole
  • Rynkevangskolen
  • Rørby skole
  • Sejerø skole
  • Skolen på Herredsåsen
  • Svebølle skole
  • Tømmerup Skole
  • Årby Skole
  • Røsnæs Skole og Børnehus

Antal lærere, som kan ende i strejke: 301

 

 

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App