Det vi har sammen

Kraftigt regnvejr på vej onsdag

Arkivfoto.

I samarbejde med tv2.dk

Det gælder om at nyde sommervejret tirsdag, for allerede onsdag er der risiko for store mængder regn i dele af Danmark.

Mens solbrillerne og parasollen er det helt rigtige udstyr at tage med ud i vejret i dag, så bør de allerede frem mod i morgen skiftes ud med regnfrakke og paraply.

Sommervejret varer nemlig ikke ved, og onsdag er der udsigt til store mængder regn i dele af Danmark.

Front går i stå over Danmark

Allerede tirsdag aften og natten til onsdag trækker en frontzone med lidt regn ned over landet fra nordvest, men når den er nået halvvejs igennem Danmark, går den mere eller mindre i stå.

Til gengæld vil den i løbet af onsdagen bevæge sig på langs af sig selv tværs igennem Danmark samtidig med, at den bliver mere aktiv, og dermed kan man i et bælte tværs hen over landet se frem til en ganske våd dag i morgen.

Fronten adskiller køligere vejr mod nordvest fra den varme luft over Mellemeuropa, som bornholmerne og måske også Sydsjælland, Lolland og Falster kan få glæde af en del af onsdagen. På Bornholm er det ikke umuligt, at temperaturen lokalt kan nå op nær 25 grader i flot solskinsvejr.

Forventede temperaturer onsdag den 30. august 2017 klokken 16.00. Det er køligst dér, hvor regnen falder, men det er varmt længst mod sydøst i landet. På Bornholm måske lokalt op til 25 grader. Foto: TV 2 Vejret

Animationen ovenfor viser, hvordan TV 2 VEJRETs prognosemodel forventer, at regnen vil falde fra onsdag morgen og frem til onsdag nat.

Usikkert hvor der kommer mest regn

Det er dog usikkert, præcis hvor bæltet med den kraftigste regn kommer til at ligge, men lige nu tyder det på, at det er sønderjyderne, fynboerne og mange af sjællænderne, som må forberede sig på en ordentlig omgang regn.

Frem til natten til onsdag kan man nogle steder få op omkring eller måske over 30 millimeter regn, mens der ikke ser ud til at komme regn af betydning mod nordvest og længst mod sydøst i landet.

Forventet samlet mængde regn i millimeter frem til onsdag aften kl. 22.00. Dér, hvor der kommer mest regn, kan man forvente op omkring eller måske over 30 millimeter. Det er dog usikkert, præcis hvor bæltet med den kraftigste regn vil placere sig. Foto: TV 2 Vejret

Tip os Har du et godt tip?