Københavnsk vartegn flytter på landet: Her skal hønen bo

Irmahønen flytter til Lolland, mens dets egentlige bolig i København renoveres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Irmahønen har nu fundet sin midlertidige bolig efter overvældende interesse for at aftage det ikoniske københavner-vartegn ved Sortedams Dossering på Nørrebro i København.

Den skal til det biodynamiske landbrug Knuthenlund på Lolland, skriver Coop i en pressemeddelelse.

Københavns bydele har kæmpet om hønen

Irmahønens midlertidige bolig blev eftersøgt på Boligportal.dk og på Facebook, og interessen har været ekstraordinær.

- Vi har de seneste dage oplevet overvældende mange henvendelser fra folk, der gerne vil lægge hus til Irmahønen under dens genhusning. Folk har skrevet på Irmas Facebook med rørende historier om deres personlige og ofte livslange forhold til Irmahønen, siger Irmas direktør, Søren Steffensen, i pressemeddelelsen.

- Der har været venlige diskussioner om placeringen, og forskellige bydele i København har ligefrem battlet (kæmpet, red.), om at tilbyde hønen et nyt, midlertidigt sted at bo.

Irma mener, at de i Knuthenlund nu har fundet den helt rigtige midlertidige bolig, da der på gården bliver lagt vægt på økologi og dyrevelfærd.

Symbol på et fantastisk samarbejde

Og ejeren af det biodynamiske landbrug er beæret over det nye "dyr i folden".

- Vi er stolte over, at Irmahønen nu skal til Lolland og Knuthenlund, hvor vi selvfølgelig vil passe rigtig godt på den. Vi har tilbudt at genhuse Irmahønen, fordi vi har masser af plads, ro, frisk luft og god lollandsk muld, som hønen kan boltre sig på, siger Susanne Hovmand-Simonsen.

Hun ser genhusningen som et symbol på det et fantastisk samarbejde, de har fået lov at være en del af.

Skal tilbage på Nørrebro

Irmahønen har siden 1936 kastet sine gule, grønne og røde farver ned på Sortedams Sø, hvor den har lagt æg på æg. Den lægger syv æg i minuttet, og det er i sine mere 81 år blevet til omkring 118 millioner æg.

Men det er ikke de sidste, der bliver lagt på Nørrebro. Ifølge Irmas direktør skal hønen nemlig med sikkerhed tilbage igen.

Hvor lang tid der går, før neonskiltet er tilbage i København, vides dog ikke.

- Med den interesse vi i Irma har oplevet i forbindelse med genhusningen, er der ingen tvivl om, at Irmahønen kommer tilbage på sin pind. Irmahønen har boet ved Søerne i en menneskealder. Og det bliver den ved med fremover også, Søren Steffensen.

Irmahønen har siden sin fødsel kun været slukket tre gange. Under besættelsen, efter decemberorkanen i 1999 og under Earth Hour i 2009.

 


Nyhedsoverblik