Det vi har sammen

Kandidattesten viser et delt land på politisk fokus - et punkt undrer ekspert

Tag TV ØST`s test til kommunalvalget 2017. Foto: TV 2

I samarbejde med tv2.dk

Skal der fokuseres på at skabe nye job? Eller i stedet miljø og trafik? Kandidaterne til kommunalvalget er uenige.

Kandidaterne ved det kommende kommunalvalg er langt fra enige om alt.

I Nordjylland og i den sydlige del af Danmark går kandidaterne mere end andre steder i landet op i, at der sættes yderligere skub i beskæftigelsen og fokuseres på arbejdsmarkedet. 

Læs også Er du stadig i tvivl? - tag vores kandidattest her

Omvendt mener kandidaterne i hovedstaden, at miljø, skatteforhold, trafik og integration er vigtigere politiske temaer end beskæftigelse.

Sådan lyder konklusionen, når man kigger på de forskellige prioriteter blandt kandidaterne ved kommunalvalget, der finder sted den 21. november.

At en lokalpolitiker i eksempelvis Nakskov vægter beskæftigelse højere end eksempelvis en lokalpolitiker i Gentofte, kommer ikke som den store overraskelse for Roger Buch, forskningschef og valgekspert ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Og dog:

- I mange kommuner i yderområderne er man nu tilbage på samme niveau som før krisen, og rent faktisk varer det ikke længe, før man også der får mangel på arbejdskraft. Det skyldes, at mange mennesker flyttede væk fra udkantsområderne før og under krisen og ikke er kommet tilbage igen. Derfor kan det godt undre lidt, at beskæftigelse er så vigtigt her, siger Roger Buch.

Skolerne er det vigtigste samlet set

Kigger man på de flere tusinde svar i kandidattesten, som TV 2 står bag, danner der sig et ret klart billede.

De kommunale kandidater i Midtjylland prioriterer i højere grad kultur, idræt og fritid end kandidater fra de øvrige landsdele. 

I både Syddanmark og Nordjylland lægger de kommunale kandidater som nævnt mere vægt på beskæftigelse og arbejdsmarked end kandidater fra de øvrige regioner.

Omvendt prioriterer de kommunale kandidater i hovedstaden eksempelvis miljø- og trafikforhold over beskæftigelse. 

Læs også Sådan dækker vi valget hos TV ØST

Ifølge Asger H. Nielsen, administrerende direktør i analyseinstituttet Megafon, der står bag indsamlingen af kandidaternes svar, er der dog en ting, de opstillede politikere i landet har samme holdning til. 

- Forholdene på skoler og daginstitutioner er det vigtigste tema ved det kommende valg. Det er kandidaterne enige om, og det gælder også både for de mandlige og de kvindelige kandidater, siger Asger H. Nielsen fra Megafon.

Flere pensionister kommer til 

Således peger over 50 procent af de kommunale kandidater i kandidattesten på skole/dagtilbud for børn, som det område, de prioriterer højest.

Denne vægtning vækker undren hos valgekspert Roger Buch.

- Den helt store udfordring fremadrettet i samfundet generelt bliver jo ældreområdet. Der er kommet 220.000 flere folkepensionister til over de seneste otte år, og det bliver jo en ekstra udgift. Det rammer især udkantsområderne, så her kan det godt se ud som om, at kandidaterne er ude af trit med vælgerne, selv om de også peger på ældreområdet, siger Roger Buch.

I forbindelse med det kommende kommunal- og regionsrådsvalg viser et nyt notat fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) desuden, at der er stor forskel på valgdeltagelsen i de forskellige landsdele.

Tag kandidattesten her:

Er du kandidat, men endnu ikke blevet kontaktet af os? Så tilmeld dig vores database her.

Godt 7 ud af 10 vælgere stemte på landsplan ved kommunalvalget i 2013. Men mens borgerne på Fanø med en stemmeprocent på 85,4 procent var landets mest flittige valgdeltagere, lå København i bund med en valgdeltagelse på bare 61,2 procent.

Vive’s analyse er baseret på data fra Danmarks Statistik og Den Danske Valgdatabase, og den viser også, at valgdeltagelsen ved det seneste kommunalvalg i 2013 var på 71,9 procent. Det er en stigning fra 65,8 procent ved valget i 2009. 

Testen står ikke alene

Spørgsmålene i den nye kandidattest er udvalgt af TV 2s politiske redaktører i samarbejde med Megafon på baggrund af, hvad der ifølge meningsmålinger og undersøgelser er de vigtigste temaer for danskerne, når de skal sætte deres kryds ved valget. 

En række af spørgsmålene er helt lokale og afhænger af borgernes eget nærområde.

Der er omkring 11.000 kandidater til det kommende kommunalvalg, og i skrivende stund har over 50 procent af kandidaterne svaret på spørgsmålene.  

Kandidattesten er god inspiration, men kan ikke stå alene, når du skal bestemme, hvem der fortjener din stemme. TV 2 anbefaler, at du læser kandidaternes uddybende forklaringer under deres svar. Tag også meget gerne kandidattesten flere gange. Den bliver mere nøjagtig for hver dag, efterhånden som flere kandidater udfylder vores spørgeskema.

Ellers anbefaler vi dig at følge vores dækning på net og tv. Få også svar på, hvordan du kan stemme og en række andre almindelige spørgsmål.

Kandidattesten er blevet til i samarbejde med TV 2 Regionerne, analysevirksomheden Megafon og datavirksomheden Paqle.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk